Trump stempler Irans revolutionsgarde som terrorgruppe

For første gang betegner USA formelt en del af et andet lands militær som en terrororganisation.

Den iranske revolutionsgarde er en specialenhed i Irans militær. (Foto: STRINGER © Scanpix)

USA vil sætte den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer.

Det er en "anerkendelse af den realitet", at den iranske stat støtter terrorisme, og her er revolutionsgarden en aktiv deltager, udtaler præsident Donald Trump i en meddelelse.

- Dette sender en klar besked til Teheran om, at støtte til terrorisme har alvorlige konsekvenser, lyder det i meddelelsen.

Udenrigsminister Mike Pompeo tilføjer, at Revolutionsgarden vil blive sat på den såkaldte terrorliste om en uge.

Han advarer samtidig alle banker og virksomheder mod at gøre forretninger med specialenheden, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang, at USA formelt stempler en del af et andet lands militær som en terrororganisation.

Embedsmænd i den amerikanske regering har sagt, at dette seneste skridt yderligere vil isolere Iran og gøre det klart, at USA ikke tolererer Irans støtte til oprørsgrupper og andre, der destabiliserer Mellemøsten.

Kilder i regeringen siger, at det kan få konsekvenser for amerikanere i Mellemøsten og for den amerikanske mellemøstpolitik.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter