Trump-talsmand om Nordkoreas trusler: Præsidenten er den hårdeste forhandler, der findes

Presset på det nordkoreanske styre fortsætter, hvis mødet mellem USA og Nordkorea bliver aflyst.

Mødet mellem USA's præsident, Donald Trump, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, kan muligvis være i fare for at blive aflyst. (Foto: Wong Maye-E © Scanpix)

Nordkoreas trussel om at trække sig fra det kommende planlagte møde med USA's præsident, Donald Trump, sender ikke ligefrem rystelser igennem Det Hvide Hus.

- Vi håber stadig på, at mødet finder sted og fortsætter som planlagt. Men vi er også forberedt på, at det her er hårde forhandlinger, og bliver mødet ikke til noget, fortsætter vi med at lægge maksimalt pres på Nordkorea, siger talsmand for Det Hvide Hus Sarah Sanders til amerikanske Fox News.

Det nordkoreanske styre i Pyongyang såede i går tvivl om interessen i at mødes med USA ved et møde, hvis amerikanerne holder fast i et strengt krav om en komplet atomnedrustning.

Samtidig aflyste Nordkorea et diplomatisk møde med Sydkorea som konsekvens af de fælles militære øvelser, som amerikanerne og sydkoreanerne i øjeblikket afholder i Sydkorea.

Den strengeste forhandler

Men de beslutninger ryster ikke USA's præsident, Donald Trump, siger Sarah Sanders til Fox News.

- Præsidenten er den hårdeste forhandler, der findes, og både han og hans rådgivere er forberedt på den her proces. Det er slet ikke ualmindeligt i den type forhandlinger, og hvis mødet bliver til noget, er præsidenten klar til det, siger hun.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har mødtes med Kim Jong-un to gange den seneste måned for at forberede mødet, som er planlagt til at finde sted i Singapore den 12. juni.

Bliver mødet afholdt som planlagt, vil det være første gang, at en siddende amerikansk præsident mødes med en nordkoreansk leder.