Trump talte mest om sig selv, da han præsenterede sit bud på en vicepræsident

57-årig guvernør fra Indiana står side om side med Donald Trump i den kommende valgkamp.

Donald Trump afslørede allerede i fredags, at Indiana-guvernør Mike Pence ville blive hans vicepræsident, men den officielle præsentation fandt først sted lørdag. (Foto: DREW ANGERER © Scanpix)

Med et par dages forsinkelse var den republikanske præsidentkandidat Donald Trump i går klar til at præsentere sin såkaldte ’running mate’ – hans kandidat til vicepræsident-posten.

Valget faldt på guvernøren for Indiana, den 57-årige Mike Pence, som blev officielt præsenteret ved et event lørdag middag amerikansk tid.

Donald Trump introducerede Mike Pence og beskrev sin vicepræsidentkandidat som en jobskaber med styr på budgetterne, der kunne være med til at samle det republikanske parti, skriver Reuters.

- Mike Pence var mit første valg, jeg har beundret det arbejde, han har gjort, særligt i staten Indiana, lød det ifølge Reuters fra Donald Trump.

Flere amerikanske medier skriver dog, at den republikanske præsidentkandidat formåede at få hele situationen til at handle mere om ham selv end Mike Pence.

- Han kaldte mr. Pence for hans ”partner”, men før guvernøren gik på scenen stod mr. Trump, der alene og talte i 28 minutter, og leverede en lang og improviseret talestrøm, der lignede hans møder i stedet for en normal vicepræsidentdebut, skriver New York Times blandt andet.

Også Huffington Post og Washington Post har kommenteret, at Trump talte mere om sig selv end Mike Pence, der dog også fik plads på talerstolen.

- Lad os samles som et parti, som et folk, som en bevægelse for at gøre USA stort igen, og den dag begynder, når Donald Trump bliver den 45. amerikanske præsident, lød det fra Pence selv.

Præsentationen af Mike Pence skulle være fundet sted allerede i fredags, men Donald Trump valgte at udskyde det grundet angrebet i Nice.

Facebook
Twitter