Trump truer med høje afgifter på ost og champagne - men Frankrig fastholder særskat mod techgiganter

USA er klar til at pålægge franske importvarer afgifter for flere milliarder.

En flaske fransk champagne kan risikere at blive ramt af importafgifter, hvis USA beslutter sig for at indføre dem. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Skru bare prisen op for en flaske champagne, en roquefort eller for en taske fra det eksklusive mærke Hermès.

Franskmændene bøjer sig ikke.

I hvert fald ikke hvad angår den særlige Gafa-skat. Det siger Frankrigs viceøkonomiminister, Agnes Pannier-Runacher.

I sommer vedtog det franske parlament den såkaldte Gafa-skat, som rammer de største techgiganter, herunder amerikanske selskaber som Google og Facebook.

Det satte en undersøgelse i gang i USA, hvor regeringen i går så meddelte, at den kan skrue op for afgifterne på importvarer fra Frankrig i en størrelsesorden på op til 2,4 milliarder dollar - eller godt 16 milliarder kroner.

Men det får ikke franskmændene til at ryste på hånden.

- Vi skal være kamplystne, hvad det her angår, siger Pannier-Runacher til Sud Radio og henviser til den digitale afgift.

- Det er meget klart, at vi ikke har brug for at skrue ned for det, siger hun.

Et udsagn, der tidligere i dag blev understøttet af den franske finansminister, Bruno Le Maire, der har kaldt truslen fra USA for "uacceptabel".

- Skulle der komme nye sanktioner fra USA, er EU klar til at gøre gengæld sagde Le Maire i Radio Classique ifølge Financial Times.

Ny særskat vedtaget i sommer

Den nye digitale skat blev vedtaget i sommer efter regeringens bekymring over manglende indtægter fra store selskaber, der sælger eller reklamerer online i Frankrig.

Det fik Trump-administrationen til at svare igen ved at iværksætte en undersøgelse af, om den nye skattelovgivning ville ramme de store amerikanske selskaber i en særlig grad.

Undersøgelsen konkluderede, at lovgivningen er "diskrimination mod amerikanske virksomheder, og at den er i strid med almindelige principper om international skattepolitik og en usædvanlig belastning for de berørte amerikanske virksomheder."

Det er endnu uklart, hvorvidt USA's administration har tænkt sig rent faktisk at benytte sig af muligheden for at pålægge yderligere afgifter på importvarer fra Frankrig.

Og striden mellem Frankrig og USA skaber ifølge avisen New York Times bekymring for, at den kan blive en hindring for OECD's (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) bestræbelser på at skabe en fælles global løsning for beskatning af techgiganterne.

Så sent som i oktober pålagde amerikanerne en afgift på 25 procent på en række EU-varer - heriblandt fransk vin - i forbindelse med en en langvarig strid om ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus.