Trump truer Tyrkiet med sanktioner for fængsling af præst

Tyrkiet holder en uskyldig troens mand fra USA som fange. Løslad ham øjeblikkeligt, skriver USA's præsident.

(Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at Tyrkiet vil blive straffet, hvis landet ikke frigiver en fængslet amerikansk præst.

- USA vil påføre Tyrkiet store sanktioner for dets langvarige fængsling af præsten Andrew Brunson, hedder det.

Trump beskriver Brunson som en mand fra en storslået kristen familie.

- Han lider meget. Denne uskyldige troens mand bør øjeblikkeligt løslades, skriver præsidenten.

Brunson har boet i Tyrkiet i over 20 år. Han har i halvandet år været anklaget for at have støttet et fejlslagent militærkup mod præsident Recep Tayyip Erdogan i 2016. Han risikerer op til 35 års fængsel.

Trump har tidligere beskyldt Tyrkiet for at holde Brunson som "gidsel".

Brunson blev onsdag ført i retten i byen Izmir. Her valgte dommeren ikke at sende ham tilbage til fængslet. I stedet blev han sat i husarrest.

Ud over støtte til kupmagere er han også beskyldt for at sympatisere med den forbudte kurdiske organisation PKK.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter