Trump: Tystys-penge kom fra mig - ikke fra valgkamp

Selv om eksadvokat erklærede sig skyldig i brud på valgregler, fastholder Trump, at ingen regler blev brudt.

Præsident Trump og hans tidligere advokat er uenige om, hvorvidt der skete brud på valgreglerne, da der blev udbetalt store beløb til to kvinder. (Foto: Mandel NGAN © Ritzau Scanpix)

Præsident Donald Trump siger, at de penge, der blev betalt til to kvinder, som begge hævder at have haft en affære med ham, kom fra ham selv og ikke fra hans valgkampagne.

Dermed var der heller ikke tale om et brud på reglerne om valgkampfinansiering, hævder Trump i et interview med Fox News.

- De (pengene, red.) blev ikke taget fra kampagnemidlerne. De kom fra mig, siger Trump.

Han tilføjer, at siden han betalte pengene ud af egen lomme, "er det ikke engang et brud på valgreglerne".

I strid med reglerne

Det er i modstrid med udsagn fra Trumps tidligere personlige advokat Michael Cohen, som tirsdag erklærede sig skyldig i en række anklager.

Han sagde, at Trump under valgkampen havde bedt ham foretage udbetalingerne med det formål at påvirke valget, skriver nyhedsbureauet AP.

De amerikanske valgregler siger, at pengebidrag, der har til formål at påvirke et valg, skal indberettes, skriver AP.

Op til valget i november 2016 fik den tidligere pornostjerne Stormy Daniels 130.000 dollar for at tie stille om, at hun angiveligt har haft sex med præsidenten.

Den tidligere Playboymodel Karen McDougal fik 150.000 dollar til gengæld for at holde mund.

Trump tilføjer over for Fox News, at han først på et senere tidspunkt fandt ud af, at betalingerne havde fundet sted.

- Senere fandt jeg ud af det, svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt han havde kendskab til udbetalingerne.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter