Trump vælger olieforkæmper som miljøchef

Scott Pruitt, en berygtet forkæmper for USA's olieindustri, skal stå i spidsen for miljøagenturet EPA.

Kritikere er rasende over Trumps valg som chef for det nationale miljøagentur. (Foto: BRYAN R. SMITH © Scanpix)

Donald Trump, USA's kommende præsident, oplyser, at han har udpeget Scott Pruitt til ny leder for det nationale miljøagentur (EPA).

Det er et håbløst valg, siger rasende kritikere, der anklager Pruitt for at være klimabenægter og bekæmper af et rent miljø.

Pruitt er justitsansvarlig i staten Oklahoma. Her er han kendt for at være kompromisløs i sit forsvar for olieindustrien.

- Alt for længe har EPA brugt skatteborgernes dollar på en energibekæmpende dagsorden, der er ude af kontrol. Det har ødelagt millioner af arbejdspladser, undergravet vores fantastiske farmere og mange andre virksomheder og industrier ved enhver lejlighed, siger Trump.

Pruitt skal i stedet fokusere på det, som EPA var skabt til, nemlig at sikre, at vandet og luften er rent, tilføjer han.

Modstanderne derimod siger, at Pruitt er alt andet end en fortaler for miljøet. De påpeger, at han har brugt det meste af sin tid som Oklahomas justitsminister på at bekæmpe det agentur, han nu skal stå i spidsen for.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter