Trump: Vi er klar til en lang nedlukning

Dele af den offentlige sektor i USA lukker ned, da Kongressen ikke kan nå til enighed om budget.

Et kollaps i forhandlingerne om en ny amerikansk finanslov betyder, at store dele af den offentlige sektor i USA er lukket ned.

Den amerikanske Kongres kunne ikke nå til enighed omkring det ny budget for 2019, og derfor er præsident Donald Trumps regering nu delvist lammet, og hundredtusindvis af offentligt ansatte kan ikke få udbetalt løn.

Det er ifølge CNN første gang i 40 år, at den amerikanske regering er tvunget til at lukke ned tre gange på et år.

Stridspunktet handler om Donald Trumps krav om, at at næste års budget skal indeholde finansiering af en grænsemur mod Mexico.

Trump har krævet fem milliarder dollar til byggeriet af muren, men Repræsentanternes Hus og Senatet kunne ikke nå til enighed om at finde pengene.

Skyder skylden på Demokraterne

Forhandlingerne, der stod på i løbet af fredagen, brød sammen kort før midnat, amerikansk tid.

Trump har udtalt, at han mener, det er Demokraterne, der er skyld i sammenbruddet.

- Det er virkelig Demokraternes nedlukning, for vi har gjort vores, sagde Trump ifølge CNN kort før sammenbruddet i forhandlingerne.

- Nu er det op til Demokraterne at bestemme, om vi der skal være en nedlukning. Det håber jeg ikke, men vi er klar til en lang nedlukning.

I sidste uge fastslog Trump dog, at han ikke ville være tilbageholdende med at "lukke ned for statsapparatet på grund af grænsesikkerhed".

- Nu skal jeg sige jer noget: Jeg er stolt over at lukke ned for statsapparatet på grund af grænsesikkerhed. Det vil være mig, der lukker den ned, og jeg kommer ikke til at give jer skylden for det, sagde præsidenten i sidste uge under et møde med de ledende demokrater Nancy Pelosi og Chuck Schumer.

Præsident Trump har også lagt en video ud på sin Twitter-profil, hvor han uddyber sit krav om en mur mod Mexico.

Vil forhindre bander og menneskesmugling

Her siger han, at muren skal beskytte USA mod narkohandel, menneskesmugling og bander, der kommer over grænsen fra Mexico.

- Den eneste måde, vi kan forhindre det på, er ved at indføre grænsesikkerhed med en mur, siger præsident Donald Trump.

Det republikanske lederskab har meddelt, at kongressen skal samles igen lørdag.

Torsdag vedtog Repræsentanternes Hus et forslag, der indeholdt finansiering af muren, men i Senatet kunne man ikke samle de 60 stemmer, det ville kræve at vedtage Husets udkast.

Den delvise nedlukning rammer ni ud af 15 ministerier.

Ifølge Reuters vil nedlukningen blandt andet omfatte USA's Ministerium for Indenlandsk Sikkerhed, Justitsministeriet samt Landsbrugsministeriet.

Desuden lukker alle offentlige parker, som beskæftiger omkring 400.000 ansatte.

Offentligt ansatte indenfor politi, grænsepatruljer, postlevering og lufthavnspersonale vil dog fortsætte med at arbejde.

Facebook
Twitter