Trump vil bruge mere på forsvar i rekordstort 2020-budget

Præsident Trump har fremlagt et budget på 4,75 billioner dollar for 2020. Det er større end nogensinde.

Donald Trumps budgetforslag for 2020 blev mandag fremlagt i budgetudvalget i Washington. (Foto: Kevin Lamarque/ Scanpix /Scanpix © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

USA's præsident, Donald Trump, har i dag fremlagt sit bud på det amerikanske budget for 2020.

Her fremgår det blandt andet, at præsidenten vil øge forsvarsbudgettet med omkring fire procent til 750 milliarder dollar. Han vil samtidig skære landets udviklingsbistand med 13 milliarder dollar.

Det samlede budget lyder på 4,75 billioner dollar. Det er ifølge The New York Times det største i landets historie.

Præsidenten lægger blandt andet også op til at skære budgettet til Udenrigsministeriet med 23 procent. USA's miljøbeskyttelsesagentur (EPA) skal desuden skæres med 31 procent.

Blandt forslagene er også en afgift på e-cigaretter.

Formålet er at sætte en stopper for det stigende antal unge amerikanere, der er begyndt at bruge e-cigaretter.

Demokraterne vender tommelfingeren ned

Demokrater fra begge Kongressens kamre - Repræsentanternes Hus og Senatet - afviste allerede søndag udspillet, skriver The New York Times.

Ligesom tidligere år forventes budgetforslaget derfor ikke at have nogen chance for at blive til noget i sin nuværende form.

Særligt ikke fordi Demokraterne har fået flertal i Repræsentanternes Hus.

- Præsident Trump har på en eller anden måde formået at lave et budget, der er endnu længere væk fra virkeligheden end de to foregående, siger demokraten Nita Lowey.

Hun er formand for det udvalg i Repræsentanternes Hus, der skal godkende udbetalinger fra statskassen.

Den demokratiske formand for Senatets tilsvarende udvalg, Patrick Leahy, siger, at Trumps forslag "er ikke det papir værd, som det er trykt på".

Trumps forslag ventes at sige noget om, hvilke emner han vil fokusere på fremadrettet. Blandt andet også i forbindelse med valgkampen næste år.

I Trumps budgetforslag vil han blandt andet også have afsat 8,6 milliarder dollar til finansiering af en mur ved Mexicos grænse.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter