Trump vil give 'dreamers' tre års ophold i USA til gengæld for grænsemuren til Mexico

Præsidenten siger, at han til gengæld vil afsætte midler til humanitær assistance.

- Desværre har vores immigrationssystem været i stykker i meget lang tid. Vi lever med mange årtiers fejl, og resultatet af det har været tragisk, sagde Donald Trump her til aften. (Foto: Yuri Gripas © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, vakler ikke i troen på, at der skal være en mur på grænsen til Mexico, selv om USA har været under såkaldt 'shutdown' i den længste periode nogen sinde i landets historie.

Det siger Donald Trump i en tale direkte fra Det Hvide Hus her til aften.

- Desværre har vores immigrationssystem været i stykker i meget lang tid. Vi lever med mange årtiers fejl, og resultatet af det har været tragisk, sagde han.

- Det gode er, at problemerne kan løses. Begge sider i Washington bør samarbejde og lytte til hinanden, sagde han videre.

Til gengæld for, at der bliver frigivet 5,7 milliarder dollars til en grænsemur, så vil Donald Trump afsætte midler til en række tiltag.

Han siger på pressemødet, at han vil afsætte 800 millioner dollars til humanitær assistance, lige som der skal afsættes yderligere 805 millioner dollars til teknologi, der kan opspore illegale stoffer.

Præsidenten siger videre, at han vil frede de såkaldte 'dreamers' - som er illegale indvandrere, der kom til landet som mindreårige - i tre år, hvis han får sit krav om en mur igennem. Det betyder, at de ikke vil kunne deporteres i denne periode.

Demokraterne har allerede afvist

Inden Donald Trump henvendte sig til nationen direkte fra Det Hvide Hus, havde flere amerikanske medier via anonyme kilder kunnet løfte sløret for en række af forslagene.

Og det lader ikke til, at præsidentens forslag - som er direkte henvendt til Demokraterne - ser ud til at have nogen gang på jord.

Lederen for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, sagde tidligere på aftenen, at forslaget var 'uacceptabelt'.

- Det er ikke et godt forsøg på at genvinde tryghed i folks liv, udtalte hun i en pressemeddelelse.

USA-kender: Trump løsner op om murens placering

Philip Chr. Ulrich, der er udenrigsredaktør på netmediet kongressen.com, hæfter sig ved, at der var nye toner fra den amerikanske præsident om grænsemurens placering.

Kravet er nemlig ikke længere, at muren mod Mexico skal være fra kyst til kyst.

- Han sagde, at muren skal dække højt prioriterede, kritiske områder, hvor grænsemyndighederne har fortalt, at der er problemer, siger han og fortsætter:

- Så sagde han også, at det ikke skal være en stor betonmur, som hans vælgere ellers har drømt om under valgkampen i 2016, og som han egentlig også lagde lidt op til.

- I stedet sagde han, at det skulle være en stålbarriere, man kan se igennem, men som vil være enorm effektiv, da den vil give grænsemyndighederne bedre mulighed for at kontrollere bevægelserne over grænsen.

USA-kenderen tror dog ikke, at det nye forslag fra præsidenten vil vække positiv genklang hos Demokraterne.

- De vil nok sige, at det er stort set det samme, som de hele tiden har sagt, at de ikke vil give penge til - nemlig en fysisk barriere langs muren, som de anser som ineffektiv.

Facebook
Twitter