Trump vil have fængslet rapper hjem fra Sverige

Præsident Donald Trump vil kontakte 'den meget talentfulde statsminister i Sverige' for at få rapperen A$AP Rocky løsladt.

A$AP Rocky er rapper og musikvideoinstruktør fra USA. Han fik sit gennembrud med numrene "Purple Swag" og "Peso". (Arkivfoto). (Foto: David McNew /Scanpix © Ritzau Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, vil forsøge at få den amerikanske rapstjerne A$AP Rocky, som sidder varetægtsfængslet i Sverige, frigivet.

Det skriver Trump på Twitter.

- Jeg vil ringe til den meget talentfulde statsminister i Sverige for at se, hvad vi kan gøre for at hjælpe A$AP Rocky. Så mange mennesker ønsker, at dette bliver løst hurtigt, skriver præsidenten.

Trump er blevet opfordret til at blande sig i sagen af flere kendte amerikanere. Herunder rapperen Kanye West og hans hustru, reality-stjernen Kim Kardashian West.

Trump skriver på Twitter, at han har talt med Kanye West om sagen.

A$AP Rocky, hvis rigtige navn er Rakim Mayers, blev anholdt kort efter midnat 3. juli i Stockholm, efter at han angiveligt havde været involveret i et gadeslagsmål i den svenske hovedstad 30. juni.

Den 30-årige rapper beskyldes for overfald, og i går forlængede byretten i Stockholm hans varetægtsfængsling med en uge og gav de svenske anklagere frem til 25. juli til at efterforske sagen.

Ifølge rapperens advokat, Slobodan Jovicic, handlede A$AP Rocky i selvforsvar, skriver AP.

Flere store stjerner har ytret deres støtte til den varetægtsfængslede rapper. Herunder Post Malone, Justin Bieber, Nicki Minaj og Frank Ocean.

A$AP Rocky er bekendt med præsidentens indblanding i sagen, oplyser hans advokat.

/ritzau/

Facebook
Twitter