Trumps højre hånd beskyldes for at have modtaget hemmelige penge fra Ukraine

Den republikanske politikers forhold til Ukraine og Rusland er endnu engang blevet trukket ind i den amerikanske valgkamp.

Donald Trumps kampagnechef anklages for at have modtaget ulovlige penge fra et ukrainsk parti. (Foto: MICHELLE MCLOUGHLIN © Scanpix)

Donald Trumps præsidentkampagne fik endnu et skud for boven i dag. Og endnu engang blandes Ukraine og Rusland ind i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Ifølge New York Times hævder ukrainske korruptionsefterforskere nemlig, at Trumps kampagnechef, Paul Manafort, ulovligt har modtaget penge, da han var politisk konsulent i Ukraine.

Paul Manafort skulle have modtaget omkring 85 millioner kroner fra det tidligere præsidentparti, der er pro-russisk.

Donald Trumps højre hånd, Paul Manafort, beskyldes for at have modtaget ulovlige penge fra et Ukrainsk parti. Paul Manafort afviser alt. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Partiet havde magten sammen med den tidligere præsident Viktor Janukovitj, der nu er i eksil i Rusland.

Viktor Janukovitj var Paul Manaforts primære kunde, da Trumps kampagnechef opererede i Ukraine.

Det er Ukraines nye Nationale Anti-Korruptions Bureau, der kommer med anklagerne.

Kampagnechef afviser alt

Efterforskerne hævder at have håndskrevne dokumenter i en form for ”sort regnskabsbog”, der viser, at Paul Manafort skulle have modtaget de i alt 12, 7 mio. dollars i kontanter i perioden fra 2007-2012.

Men korruptionsefterforskerne har endnu ikke beviser for, at Manafort egentlig har modtaget pengene.

De mangler en kvittering eller anden form for bevis for, at kampagnechefen rent faktisk har fået de penge, som de håndskrevne regnskabsbøger påstår.

Paul Manafort har udsendt en udtalelse til de amerikanske medier, hvor han nægter at have modtaget pengene og samtidig angriber New York Times.

- Igen vælger New York Times at ignorere fakta og god journalistik til fordel for at køre deres politiske agenda, og angribe min person i stedet for at levere en ordentlig artikel, udtaler Paul Manafort.

Kampagnechefens advokater siger til New York Times, at Paul Manafort aldrig har modtaget pengene, og at beskyldningerne er en del af et politisk spil.

Rusland igen ind i valgkamp

Det er ikke første gang, at Rusland og Ukraine bliver blandet godt og grundigt ind i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Donald Trump har mange forretningsforbindelser i Rusland, som er blevet omtalt i de amerikanske medier.

Det vakte stor medieomtale, da det kom frem, at Paul Manafort havde arbejdet både for Viktor Janukovitj og de anti-vestlige kræfter i Ukraine.

Siden har Donald Trump udtalt sig om Ruslands præsident Putin, og dennes annektering af Krim, samt at det ikke var sikkert, at præsident Trump ville forsvare de Baltiske Nato-lande ved et russisk angreb.

Det er russiske hackere, som mistænkes for at have hacket sig ind i det Demokratiske Parti forud for det demokratiske konvent.

Kort efter opfordrede Donald Trump de russiske hackere til at finde Hillary Clintons manglende emails i Clintons email-skandale.

Udtalelsen vakte furore i USA.

Nu ser endnu en Ruslands-orienteret sag ud til at blande sig i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter