Trumps justitsminister blev væk fra høring om Mueller-rapport

Demokrater mener, at Willian Barr udviser foragt for Kongressen

En kylling i keramik indtog i dag den plads, hvor justitsministeren skulle have siddet i retsudvalget i Repræsentanternes Hus. (Foto: TOM BRENNER © Scanpix)

Der var en tom stol på den plads i retsudvalget i Repræsentanternes Hus, hvor den amerikanske justitsminister, William Barr, skulle have siddet i dag.

Barr var indkaldt til en høring om rapporten fra den særlige efterforsker Robert Mueller, der har brugt to år på at undersøge, om der var et samarbejde mellem Rusland og Donald Trumps valgkampagne op til valget i 2016.

Barr skulle redegøre for sin håndtering af rapporten, der blev afleveret til justitsministeriet i marts.

"Dumdristige beslutninger"

Ministeren udsendte på det tidspunkt et kort resumé af rapporten og fulgte derpå op med en censureret udgave af rapporten. Men en lang række demokrater kræver den fulde og ucensureret rapport udleveret.

De anklager Barr for at ville beskytte præsident Donald Trump.

- USA's præsident ønsker desperat at forhindre Kongressen, som er en jævnbyrdig del af regeringen, i at have nogen form for tilsyn med selv hans mest dumdristige beslutninger, siger formanden for retsudvalget, Jerry Nadler, ifølge Reuters.

Han overvejer nu at indklage Barr for at udvise foragt for Kongressen, fordi han ikke dukkede op til torsdagens høring.

Grillet i går

I går blev justitsministeren grillet i Senatets retsudvalg, og efter den høring aflyste han sin deltagelse i høringen i Repræsentanternes Hus.

Udvalgsformand Jerry Nadler siger, at Barr er "rædselsslagen" for at stå ansigt til ansigt med den erfarne advokat, som efter planen skulle have udspurgt justitsministeren i dag.

På sit ugentlige pressemøde i dag anklagede formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, direkte William Barr for at have løjet for Kongressen i spørgsmålet om Mueller-rapporten.

En talskvinde for justitsministeriet kalder Pelosis anklage for "hensynsløs, uansvarlig og falsk", skriver Reuters.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter