Trumps mand i Bruxelles: USA vil ’nulstille’ forholdet til EU

Den amerikanske udenrigsminister er i disse dage på besøg hos EU's nye frontpersoner.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her sammen med den nuværende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker. Forholdet mellem EU og USA har længe være anspændt. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Der er brug for at ”nulstille” det noget anspændte forhold mellem USA og EU, der i de seneste år har været plaget af diplomatiske stridigheder og en lurende handelskonflikt.

Det er meldingen fra den amerikanske EU-ambassadør, Gordon Sondland, som siden juli sidste år har været præsident Donald Trumps mand i Bruxelles.

- Tiden er nok kommet til, at vi vasker tavlen ren, og at vi hurtigt finder ud af, hvad det er, vi kan blive enige om, siger han til netmediet Politico.

Siden Donald Trump overtog det amerikanske præsidentembede i januar 2017, har der været en række diplomatiske sammenstød mellem USA og EU - blandt andet i forhold til klima, handel samt om atomaftalen med Iran, som USA har trukket sig fra.

Den amerikanske præsident har flere gange kritiseret EU-samarbejdet og betegnet det som USA’s ”fjende” på det handelsmæssige område.

Her fortæller præsident Trump, hvorfor EU er USA's fjende på handelsområdet.

Og i begyndelsen af året valgte Trump-administrationen at nedgradere EU’s diplomatiske status i USA. En beslutning, som efterfølgende er blevet trukket tilbage.

Men nu er der behov for at se fremad, mener Gordon Sondland.

- Det, jeg grundlæggende ønsker, er at nulstille forholdet. Og jeg ønsker at komme godt fra start med de fire ledere.

Gordon Sondland (th) ses her tidligere på året sammen med Jean-Claude Juncker og Jared Kushner, der er præsident Trumps rådgiver og svigersøn (midten). (Foto: François Lenoir © Scanpix)

Brug for glidende overgang

Med ’de fire ledere’ henviser Gordon Sondland til henholdsvis den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, den kommende rådsformand, Charles Michel, den nyvalgte formand for Europa-Parlamentet, David Sassoli, samt Josep Borrell, der står til at blive EU’s næste udenrigschef.

Det er dem, der fremover skal stå i spidsen for EU, og de mødes i disse dage med både Gordon Sondland og den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, som er på et to dages besøg i den belgiske hovedstad.

Her skal de drøfte det transatlantiske samarbejde på det økonomiske og det sikkerhedspolitiske område. Og i aftes spiste de middag med Ursula von der Leyen, der overtager formandsposten for Europa-Kommissionen den 1. november.

De har dog ingen planer om at mødes med EU’s nuværende frontpersoner, heriblandt kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Men Gordon Sondland afviser, at Trump-regeringen helt har afskrevet EU’s nuværende frontpersoner.

- Vi forsøger at skabe rammerne for en meget glidende overgang, så vi allerede har talt med dem (de fire nye ledere, red.), når de kommer til magten, og så vi ikke skal bruge seks måneder på at lære dem at kende, siger den amerikanske EU-ambassadør.

- Jeg har flere samtaler med alle fire leder, og jeg fornemmer, at der er en meget positiv indstilling til forholdet mellem EU og USA fra dem alle. Det betyder dog ikke, at disse emner bliver nemme at løse.

Facebook
Twitter