Trumps ros giver Putin en hestesko ud af isolation

Donald Trumps opbakning styrker Vladimir Putins rolle i det internationale samfund, vurderer Matilde Kimer.

På pressemødet i Helsinki roste Donald Trump flere gange Vladimir Putin for at have afholdt et flot VM, som han kaldte 'et af de bedste verdensmesterskaber nogensinde'. (Foto: Yuri Kadobnov © Scanpix)

- Det gik ikke bare godt, det gik bedre end super.

Sådan lød det fra Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov til et russisk nyhedmedie mandag efter topmødet med Vladimir Putin og Donald Trump i Helsinki.

Spørger man DR's Ruslandskorrespondent, Matilde Kimer, er der ingen tvivl om, at russerne ser mødet som en sejr for præsident Putin.

- I Rusland har man en klar fornemmelse af, at man har fået mere, end man overhovedet kunne ønske sig ud af topmødet, siger hun.

Trumps ros er guld for Putin

På pressemødet i Helsinki forsvarede Donald Trump Vladimir Putin i hans afvisning af, at Rusland skulle have blandet sig i det amerikanske valg i 2016.

Det på trods af, at USA's justitsministerium har tiltalt 12 navngivne, russiske efterretningsagenter for hacking og forsøg på manipulation af den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

Og det har fået flere amerikanske republikanere til at kalde Trumps ageren for både 'skammelig' og 'vanærende.'

Men i Putins bagland ser man mere positivt på de ting, som blev sagt på mødet:

- Når man hører USA rose Putin og sige, at det er USA's skyld, at det er gået så dårligt hidtil, så støtter det jo Putin - både derhjemme men også internationalt - i, at det er Rusland der har ret, og at det er russer-kritikerne, der tager fejl, forklarer Matilde kimer.

Donald Trump roste også flere gange sin russiske kollega for at have afholdt 'et af verden bedste verdensmesterskaber nogensinde.'

Succes trods nul aftaler

Begge statsledere understregede på gårsdagens pressemøde, at Rusland og USA fremover vil arbejde tættere sammen for at løse internationale konflikter.

Og selvom de ikke lavede nogle konkrete aftaler om det, så er præsident Putin mere end tilfreds med mødets udfald, lyder det fra Matilde Kimer:

- Putin kommer ikke hjem med en liste med en masse flueben på, men han har fået vist den respekt, som han ikke føler, han har fået i lang tid fra den vestlige verden.

Præsident Putin gav i går interviews til den russiske Kanal 1 og amerikanske Fox News, hvor han sagde, at der havde været en atmosfære af partnerskab de to mænd imellem.

- Partnerskab er lig med ligeværd med USA, og det er Putins helt store drøm, forklarer Matilde Kimer.

Rusland vil være verdens fredsmægler

Det er netop anerkendelsen fra den internationale verden, som præsident Putin længe har hungret efter.

- Ruslands bevægelse ud af isolationen har været i gang i et stykke tid - også hjulpet af VM i fodbold - men med det her møde har Donald Trump givet Vladimir Putin en gevaldig hestesko til at komme videre ud af sin isolation, siger Matilde Kimer.

Ifølge Matilde Kimer har mødet mellem de to ledere givet Vladimir Ptuin et større mentalt spillerum internationalt til at markere sig som fredmægler i internationale konflikter.

- Rusland vil være fredsmægler i Syrien og også i Afghanistan, hvor de vil forhandle med Taliban, siger hun.

Facebook
Twitter