Trumps Ruslands-retræte: Han lignede et gidsel trukket ind for at bekende sine synder

En tydeligt presset amerikansk præsident rettede sin udtalelse efter topmødet med Putin.

Donald Trump lignede et gidsel, der var blevet trukket ind for at bekende sine synder for rullende kameraer.

Sådan lyder det fra CNN's politiske kommentator Gloria Borger, efter at Donald Trump her til aften holdt et pressemøde om gårsdagens topmøde med den russiske præsident, Vladimir Putin, der blev afholdt i Helsinki.

På et pressemøde tirsdag aften måtte Donald Trump rette op på en voldsomt omdiskuteret udtalelse fra Helsiniki.

Efter sit møde med Vladimir Putin gik Donald Trump nemlig ud og sagde, at han ikke kunne se, hvorfor Rusland skulle have blandet sig i den amerikanske valgkamp i 2016.

Men Donald Trump mente slet ikke, hvad han sagde på pressemødet i Helsinki. Han var slet og ret kommet til at glemme et 'ikke' i sætningen, fortalte han foran rullende kameraer her til aften.

- Sætningen skulle have været: Jeg kan ikke se nogen grund til, at det ikke skulle være Rusland, lød det fra præsidenten.

Det nye pressemøde var et noget uvant syn, lyder det fra Lasse Engelbrecht, DR's journalist i Washington.

- Han vender på en tallerken og siger det stikmodsatte af, hvad han sagde på pressemødet i går.

- Jeg forstår, hvorfor Gloria Borger siger, som hun siger. Det er meget sjældent, at man ser Donald Trump tydeligt presset og mærket. Og det var han i den her seance, siger Lasse Engelbrecht.

Udtalelse i strid med efterretningstjenesters konklusion

I løbet af det sidste døgns tid er presset på Donald Trump da også blevet væsentligt større.

Den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har kritiseret Donald Trumps udtalelse fra Helsiniki. Det samme har lederen af Senatet, republikaneren Mitch McConnell.

Begge gentog deres kritik kort før Donald Trumps pressemøde her til aften.

- Kritikken af Donald Trump er vokset, og med de to lederes kritik er han ved at miste sin politiske støtte i Washington, siger Lasse Engelbrecht.

Udtalelsen om, at han ikke kan se, hvorfor Rusland skulle have blandet sig i præsidentvalget er nemlig ikke bare en lille svipser, der kan skøjtes let henover.

Den går faktisk stik imod, hvad de amerikanske efterretningstjenester og USA's justitsministerium er nået frem til, hvad angår Ruslands indblanding i valget.

Forleden tiltalte justitsministeriet 12 navngivne russiske efterretningsagenter for hacking og forsøg på manipulation.

Vladimir Putin har kategorisk nægtet at have noget med indblandingen at gøre, og det gentog han i går. Derfor er Donald Trumps udtalelse i Helsinki blevet tolket som, at den amerikanske præsident ingen tiltro har til sine egne efterretningstjenester eller ministeriet.

Accepterer efterretningstjenestens konklusion

Donald Trump sad ved et bord med papirer foran sig, da han rettede sin egen kommentar fra Helsinki.

- Jeg accepter vores amerikanske efterretningstjeneste konklusion om Ruslands indblanding i valget i 2016, lød det fra præsidenten med tilføjelsen, der dog tilføjede:

- Det kunne også være andre. Der er mange andre derude.

Uanset om Donald Trump mente, hvad han sagde i Helsinki eller ej, har han ikke kunne lade sin oprindelige udtalelse hænge, vurderer Lasse Engelbrecht.

- USA's præsident kan ikke stå ved siden af den russiske præsident og sige, at han ikke tror på de amerikanske efterretningstjenester, men tror mere på de russiske. Det er helt uhørt, siger han.

Ifølge Lasse Engelbrecht var Donald Trump og hans stab nødt til at trække udtalelsen tilbage, da kritikken kun blev mere og mere udtalt og skarp:

- Det er ret tydeligt, at nogen har sagt til ham, eller at han selv har tænkt, at kastanjerne skal reddes ud af ilden, fordi kritikken er blevet for voldsom, siger Lasse Engelbrecht.

Rettelse: Der oprindelige citat fra Donald Trump var kortere i en tidligere version af denne artikel. Der er taget mere af præsidentens udtalelse med i denne senere version.

Facebook
Twitter