Trumps sundhedsminister færdig efter dyre flyrejser

USA's sundhedsminister, Tom Price, har chartret fly for over 2,5 millioner kroner til officielle rejser.

Donald Trump har sagt farvel til sin sundhedsminister, Tom Price. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Den amerikanske sundhedsminister, Tom Price, er trådt tilbage. Det oplyser Det Hvide Hus.

Præsident Donald Trump varslede tidligere fredag, at der senere på dagen ville komme en meddelelse om Prices fremtid i jobbet.

Der er de seneste dage kommet detaljer frem om Tom Prices omfattende brug af dyre privatchartrede fly til officielle rejser.

- Jeg bryder mig ikke om, hvordan det ser ud. Jeg er ikke glad, så meget kan jeg sige, sagde Trump tidligere fredag.

26 gange chartrede privatfly

Ifølge det politiske netmedie Politico har Price i år 26 gange chartret privatfly, når han har været på officielle rejser som minister. Det skal ifølge mediet have kostet mere end 2,5 millioner kroner.

Price har forsøgt at lægge låg på sagen ved at betale penge tilbage til statskassen. Men ifølge Politico har det tilbagebetalte beløb vist sig kun at være en brøkdel af det beløb, han faktisk har brugt på rejserne.

Prices talsmænd har insisteret på, at der har været tale om officielle rejser.

Men flere medier har hæftet sig ved, at flere rejser er gået til steder, hvor han ejer ejendomme - og de har betvivlet Prices behov for at flyve privatchartrede fly i stedet for at købe en almindelig flybillet.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter