Trumps tidligere kampagnechef skal i fængsel knap fire år

Paul Manafort har fået en straf på 47 måneders fængsel for skattesnyd.

Paul Manafort er med Donald Trump på scenen under en partikongres i 2016. (Foto: Rick Wilking © Scanpix)

En føderal dommer i delstaten Virginia har natten til fredag dansk tid idømt præsident Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort 47 måneders fængsel og en bøde på 50.000 dollar.

Det svarer til knap fire års fængsel og cirka 331.000 kroner i bøde.

Den særlige anklager Robert Muellers kontor havde anbefalet mellem 19 og 24 års fængsel samt en bøde på mellem 50.000 dollar og 24 millioner dollar.

69-årige Manafort blev i august 2018 kendt skyldig i fem anklager om skattesnyd, to tilfælde af banksvindel og for ikke at have oplyst om sin udenlandske bankkonto.

Risikerer ti års fængsel

I september 2018 indgik Manafort en aftale med anklagemyndigheden og erklærede sig skyldig i yderligere to anklager.

Manafort risikerer op til ti års fængsel for disse to anklagepunkter. Her ventes strafudmålingen den 13. marts, skriver nyhedsbureauet AP.

Paul Manaført blev i marts 2016 hyret af Donald Trumps kampagnestab, hvor han i juni samme år blev kampagneleder. I august 2016 forlod han sin post.

Manafort er en af de første personer i kredsen om Donald Trump, der er blevet dømt for kriminelle anklager som følge af Muellers Rusland-undersøgelse.

Robert Mueller undersøger mulig russisk indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

Sagerne mod Manafort har egentlig ikke noget med undersøgelsen at gøre, men er dukket op under Muellers efterforskning.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter