Trumps torn i øjet: Nu skal han føre rigsretssagen mod USA's præsident

Demokraten Adam Schiff bliver en af dem, der skal føre sagen i Kongressen.

Formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff, bliver en af dem, der skal føre sagen mod Donald Trump i Senatet. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

Donald Trump har anklaget ham for at være korrupt, beskyldt ham for at lyve og omtaler ham generelt som "lusket".

Men nu er Adam Schiff blevet udnævnt som en af syv demokrater, som skal føre rigsretssagen mod Donald Trump i Senatet i USA's kongres.

Det har formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, netop meddelt.

I aften skal medlemmerne af Repræsentanternes Hus så stemme om formelt at overlevere anklageskriftet til Senatet, så sagen kan begynde, hvilket formentlig vil ske allerede på tirsdag.

Det var ventet, at Adam Schiff, der er formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, blev udpeget sammen med blandt andre formand for retsudvalget, Jerry Nadler.

Og præsident Trump var allerede inden udnævnelsen ude med riven på Twitter og brugte sine sædvanlige øgenavne for de to ledende demokrater.

- Hvorfor gav "nervøse Nancy" og den korrupte politiker Adam "Shifty" Schiff os ikke en retfærdig retssag i Repræsentanternes Hus, skriver Trump blandt andet.

Overleveringen af sagen til Senatet sker knap en måned efter, medlemmerne af Repræsentanternes Hus stemte for de to anklagepunkter mod Trump kort før jul.

Indtil videre har Pelosi dog holdt fast i anklageskriftet i et forsøg på at påvirke rammerne for, hvordan rigsretssagen skal køre i Kongressens andet kammer, hvor Republikanerne har flertallet.

En beslutning, hun forsvarede i eftermiddag og henviste til, at der efterfølgende er dukket mere bevismateriale op, som hun mener, kan bruges i sagen mod Trump.

Hvordan fungerer en rigsretssag? Det kan du se mere om her:

Fortsat usikkerhed om vidner

Umiddelbart efter anklagepunkterne mod Trump blev vedtaget, meddelte den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, at han gerne så, at rigsretssagen blev afviklet så hurtigt som muligt, og at hans intention var at koordinere handlingerne i Senatet med Det Hvide Hus - en udtalelse Pelosi skarpt har kritiseret.

Det store stridspunkt mellem parterne har været om, hvorvidt sagen kunne indledes uden en garanti for, at der kan indkaldes vidner.

Noget McConnell flere gange har afvist, mens præsident Trump selv har bifaldet ideen med henvisning til, at både Joe Bidens søn, Hunter Biden, den såkaldte whistleblower, der fik hele sagen til at rulle, og sågar Adam Schiff burde afgive forklaring.

Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har meddelt, at han er klar til at vidne. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)

Demokraternes ønske om at indkalde yderligere vidner er kun blevet forstærket af, at Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, i sidste uge meddelte, at han vil være villig til at vidne, såfremt han bliver stævnet.

Flere moderate republikanske senatorer har efterfølgende udtrykt, at de også vil være interesseret i at høre, hvad Bolton har at sige. Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver har ikke lagt skjul på sin utilfredshed med Trump og er af flere blevet beskrevet som voldsomt frustreret over tilstedeværelsen af Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani.

Sagen begynder i næste uge

Regler og rammer for, hvordan sagen skal føres, kræver et simpelt flertal i Senatet, og Mitch McConnell har indikeret, at han har de nødvendige stemmer for at indlede sagen uden en aftale om vidneindkaldelser.

Det udelukker dog ikke, at spørgsmålet igen kan tages op, når først de indledende procedurer er afsluttet, og vil Demokraterne fortsat have mulighed for at indkalde vidner, skal de have opbakning fra mindst fire republikanske senatorer.

I sagen vil højesteretsdommer John Roberts fungere som dommer, og det forventes, at han senest i morgen vil blive taget i ed, ligesom de 100 senatorer - der skal fungere som jury - vil blive taget i ed.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk