Tsunami-ofre i Japan slås for at holde liv i håbet

dr.dk har mødt to japanske kvinder som blev hårdt ramt af tsunamien i 2011. De reagerer meget forskelligt

(© DR)

Det er over to år siden, at en ødelæggende tsunami skyllede ind over bydelen Nobiru i den nordøstjapanske by Higashi-Matsushima. Den gjorde travle kvarterer til golde ødemarker, og alene i Nobiru kostede den flere end 500 menneskeliv.

dr.dk møder to af de sørgende efterladte ved en dyster ceremoni, hvor et buddhistisk tempel i bakkerne lige oven for Nobiru indvier en stor mindeplade for alle ofrene.

Hiroko Sasaki: Vi må holde modet oppe (Foto: Asger Røjle © DR)

Hiroki Sasaki er klædt i sort. Hun ser ned og er lige ved at bryde ud i gråd under en del af samtalen. Hun har mistet sin mand ved tsunamien.

- Jeg ønsker kun at leve så længe som muligt for at tage vare på min mands ånd, fortæller hun.

- Vejret er dejligt, solen skinner, fuglene synger, og det føles, som om vi alle er inviteret indenfor her.

- Jeg er ked af det, men jeg må videre et skridt af gangen. Folk i hele verden sender os deres bønner. Selv om der er sket sørgelige ting, ligger der andre ting foran os, og vi må holde modet oppe, fortsætter Hiroki Sasaki, som har boet i en midlertidig barak lige siden katastroferne i marts 2011 og har indstillet sig på at skulle blive boende i mindst tre år endnu.

Hiroko Sasakis største ønske er at "leve på et sikkert sted med folk fra mit gamle miljø i Nobiru". Et ønske, hun ikke er alene om, og derfor planlægger kommunen at bygge "et nyt Nobiru" oppe i bakkerne i sikkerhed for fremtidige tsunamier.

- Jeg håber, at folk fra mit område vil arbejde hårdt for at gøre de planer til virkelighed.

Hun har det godt med ceremonien i templet.

- Der er rejst sådan en smuk mindeplade med alle ofrenes navne. Og her er så mange mennesker. Jeg føler meget stærkt, at det er vigtigt, at vi bliver ved med at fortælle vores børn, hvad der skete.

Hiroko Sasaki: Vi må holde modet oppe (Foto: Asger Røjle © DR)

Så positiv en oplevelse af ceremonien har Natsue Yamada ikke. Hun bærer rundt på skrækkelige minder. Ikke mindst fordi hendes børnebørn oplevede hendes gamle mor, børnenes oldemor, blive skyllet væk af vandmasserne under tsunamien.

- Nej, det kurerer slet ikke min sorg. Det føles, som om det handler om nogle andres liv. Når jeg lukker mine øjne, kan jeg kun se det gamle Nobiru, og jeg er helt ude af stand til at acceptere virkeligheden nu, fortæller hun.

- Selv om der er rejst en mindeplade her ved gravene, og selv om jeg kommer til denne her ceremoni, så spekulerer jeg på, hvad jeg laver her. Grave er kolde. Nogle gange giver jeg min mors grav et stort knus for at give hende noget varme.

Genopbygningen har taget lang tid, den kommer til at tage endnu længere tid, og det er tæt på at tage modet fra Natsue Yamada.

- Jeg kan slet ikke se nogen genopbygning. Jeg har ikke noget håb.

Det eneste håb, som hun kan se, er forbundet med kommunens planer om at bygge en ny skole i skoven for det nye Nobirus børn. En skole, som skal være bygget på en skovklædt bakkeside udelukkende af træ. En skole, som skal lære næste generation af japanere i højere grad at leve i pagt med naturen.

- Selve miljøet er vores skat. Skolen i skoven vil bevare skove, som er fulde af liv. Kun det kan fylde mig med håb, fortæller Natsue Yamada, hvis børnebørn vokser ud af grundskolealderen, inden de får mulighed for selv at gå på den nye skole, som det vil tage flere år at bygge.

Alligevel har deres bedstemor engageret sit stærkt i den gruppe forældre og bedsteforældre, som støtter projektet.

- Mine børnebørn er hårdt ramt mentalt, og det samme er vi andre. Men Skolen i Skoven kan kurere sorgen. Det er mit eneste håb. Jeg håber blot, at jeg vil leve fem år endnu, og at jeg vil se store forandringer i den tid...

Facebook
Twitter