Tsunamivarsel afblæst: Forvoldte ingen skader

Tsunamivarslen efter det kraftige jordskælv øst for Australien er nu afblæst.

Her ramte skælvet.

Indbyggerne på ørigerne Ny Kaledonien og Vanuata øst fik sig en forskrækkelse tidligere i dag.

Midt på eftermiddagen lokal tid - og tidligt i morges dansk tid - mærkede de rystelserne fra et kraftigt jordskælv, der ramte havbunden 165 kilometer fra land.

Jordskælvet målte 7,6 på richterskalaen og udløste en tsunamivarsel fra det amerikanske Pacific Tsunami Warning Center (PTWC) på Hawaii, der er en del af det internationale varslingssystem for tsunamier.

Men tsunamien mistede pusten, inden bølgerne ramte land, skriver AFP nu.

Bølge på 72 centimeter

PTWC varslede bølger på op til tre meters højde, og beboerne blev opfordret til at søge op og ind på øen.

Men den højeste bølge, der blev målt var på 72 centimeter. Den ramte øen Tanna i øriget Vanuatu.

En repræsentant for myndighederne på Ny Kaledonien siger til AFP, at følgerne af jordskælvet har været beskedne.

- Bygningerne rystede, men der var ingen skader. Da sirenen lød, søgte befolkningen i sikkerhed i højtliggende områder. Indtil videre, er der ikke sket noget alvorligt, siger repræsentanten.