Tunesiens 'største politiske krise siden revolutionen': Parlamentet er sat ud af kraft

Tunesiens præsident fyrer premierministeren, suspenderer parlamentet og går på gaden med demonstranter.

Tunesere reagerer, efter præsidenten suspenderede parlamentet i aftes. (Foto: LAYLI FOROUDI © Ritzau Scanpix)

Tunesien blev sent i aftes kastet ud i den største politiske krise siden revolutionen, Det Arabiske Forår, for ti år siden.

Tunesiens præsident, Kais Saied, har fyret landets premierminister, lukket parlamentet i foreløbig 30 dage og ophævet alle parlamentsmedlemmers immunitet.

Det sker efter masseprotester over håndteringen af coronapandemien og den økonomiske situation i landet. Protester, der udviklede sig voldeligt i går, og som blev afløst af jublen og fest i gaderne efter præsidentens meddelelse.

- Vi har taget disse beslutninger... Indtil den sociale ro er genoprettet i Tunesien, og indtil vi har reddet staten, sagde præsident Kais Saied, der her til morgen gik på gaden sammen med demonstranterne i hovedstaden Tunis.

Spontan fest i Tunesien efter præsidentens beslutning i aftes. (Foto: FETHI BELAID © Ritzau Scanpix)

Præsidenten beskyldes for statskup

Iagttagere kalder situationen for den største udfordring af Tunesiens demokratiske forfatning, der siger, at magten i landet skal deles mellem præsidenten, premierministeren og parlamentet.

- Det her er en kæmpe krise. Præsidenten har tidligere luftet, at han vil have et helt andet system, hvor præsidenten har mere magt. Og når en præsident på den her måde sætter et demokratisk valgt parlament ud af kraft, så er det virkeligt et pres på landets unge demokrati, siger DR's Mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund.

Det regerende konservative islamiske parti Ennahda kalder afskedigelsen af premierminister Hichem Mechichi for et "kup mod revolutionen og forfatningen".

- Vi anser institutionerne for stadig at være intakte, og Ennahdas tilhængere og folket vil forsvare revolutionen, sagde Ennahdas leder, Rached Ghannouchi, der også er formand for parlamentet.

Partiformand Rachid Ghannouchi fra det islamiske parti Ennahda blandt vælgere i 2011. (Foto: ZOHRA BENSEMRA © Ritzau Scanpix)

Han henviser til Det Arabiske Forår i 2011, hvor Tunesien gjorde op med landets mangeårige militante styre og fordrev den daværende præsident, Zine el Abidine Ben Ali.

I en tv-tale advarede præsident Kais Saied mod enhver form for voldelig modstand mod den beslutning, han har truffet.

- Jeg advarer enhver, som tænker på at gribe til våben. Og enhver, som måtte skyde med kugler, vil få det besvaret med kugler fra de væbnede styrker, sagde han.

'Det lykkeligste øjeblik siden revolutionen'

Den tunesiske præsident vil selv overtage regeringsarbejdet sammen med en ny premierminister i foreløbig 30 dage.

- Vi arbejder inden for de juridiske rammer, sagde præsident Saied, der er tidligere professor i jura og sågar har været med til at skrive landets grundlov fra 2014.

Men beslutningen er 'på kant med den tunesiske grundlov', siger DR's Mellemøstkorrespondent.

- Han har udnyttet en paragraf i grundloven, der siger, at man kan suspendere parlamentet, hvis landet er i alvorlig fare. Det kan man så diskutere, om gadeprotester, corona og økonomisk krise er. De næste uger og måneder kommer til at vise, hvor stort et problem for demokratiet, det er, siger Michael S. Lund.

Ikke desto mindre bakkes præsidentens beslutning op af folk på gaden i landet.

- Det er det lykkeligste øjeblik siden revolutionen, siger en demonstrant, Lamia Meftahi, til Reuters.

Protester i januar 2014 mod daværende præsident Zine el-Abidine Ben Ali. (Foto: ZOHRA BENSEMRA © Ritzau Scanpix)

Et af Afrikas værste coronaudbrud

I månedsvis er der foregået en magtkamp mellem præsident Kais Saied og premierminister Hichem Mechichi og parlamentet.

Den aktuelle gnist for de folkelige protester har været coronahåndteringen, men protesterne kommer på baggrund af en vrede, der har været der i årevis, vurderer Michael S. Lund.

- Folk, der ikke har særligt mange penge, føler ikke, at de har fået noget ud af revolutionen i 2011, der netop blev affødt af økonomisk armod. Tunesien har ellers været det ene gode eksempel, hvor demokratiet rent faktisk kom op at stå. Men det er presset nu, efter det, der er sket i nat, siger korrespondenten.

Tunesiens præsident, Kais Saied, annoncerede afskedigelsen af premierministeren på tv i aftes. (Foto: TUNISIAN PRESIDENT'S OFFICE © Ritzau Scanpix)

Tunesien kæmper med en økonomisk krise, en forestående budgetkrise og et af de værste coronaudbrud på det afrikanske kontinent.

Indtil videre er der rapporteret 555.000 coronasmittede, og 18.000 dødsfald tilskrives coronapandemien i Tunesien.

Facebook
Twitter