Turistattraktion: Spis og svøm med delfiner

Fremover kan rejsende til Japan kombinere at svømme med delfiner med kulinariske oplevelser

Dokumentaren The Cove satte i 2009 et kritisk lys på den japanske kystby Taijis jagt på delfiner.

Hvis alt går efter planen, vil turister i den japanske by Taiji om fem år kunne svømme med delfiner og efterfølgende sætte dyret til livs.

Taiji blev i 2009 kendt for sine årlige delfinslagtninger, da dokumentarfilmen The Cove satte et kritisk lys på den japanske jagtform, hvor delfiner i store mængder drives ind i en bugt og dræbes med spyd og knive.

Filmen modtog efterfølgende flere priser, eksempelvis en Oscar for bedste dokumentar, og skabte røre omkring jagten på delfiner - både i hjemlandet og i udlandet. Kystbyen jager dog stadig delfiner, og fremover kan dyrene få endnu større betydning for Taiji.

Vil indfange delfiner og hvaler

Senest er man gået igang med at indhente forslag til, hvordan en ny marinepark kan udformes. I følge planen vil man indfange delfiner samt mindre hvaler og sætte dem i bassiner. Dyrene vil dog blive sluppet fri hver sommer.

- Dette er en del af Taijis langsigtede plan om at lave hele byen om til en park, hvor man kan nyde at se på havpattedyr samtidig med, at man smager på forskellige havprodukter, heriblandt hval og delfinkød, siger den lokale embedsmand Masaki Wada til The Independent.

Facebook
Twitter