Turistboom i 'Game of Thrones'-by driver lokale ud: 'Byen er blevet for overrendt'

'Set-jetter' valfarter til Dubrovnik i Kroatien, hvor nogle lokale ser sig nødsaget til at flytte, men har mulighed for at tjene godt på den stigende turisme.

Træskibet Karaka glider majestætisk henover et glasklart hav. Inde langs kysten strækker en middelalderby og dens tårne og mure sig, så langt øjet rækker.

I et kort øjeblik er illusionen næsten perfekt: Vi nærmer os King’s Landing, hovedstaden i de Syv Kongeriger - et af omdrejningspunkterne i den populære tv-serie 'Game of Thrones'.

- Natten er mørk og fuld af frygt, fniser Garry Coates, mens han skyder fotos af kæresten Jenny Alsopp.

Han har sin mobil i den ene hånd og en drink i den anden. Jenny er klædt i røde gevandter.

Hun er heksen Melisandre. På den anden side af skibsdækket står en kutteklædt skikkelse og prøver at hælde aperitif ind gennem mundhullet i en white walker-gummimaske. Imens tager en pelsklædt Jon Snow-kopi selfies sammen med en Jaime Lannister, hvis guldhånd er af papmaché.

Fælles for gæsterne på Karaka er, at de leger helte og skurke i Game of Thrones.

Fælles for dem er også, at de er ”set-jetters.” Sådan kalder man turister, der holder ferie der, hvor deres yndlingsfilm- og serier bliver optaget. I det her tilfælde: Dubrovnik i Kroatien, hvor store dele af 'Game of Thrones' er blevet optaget.

Folk ombord er klædt ud som nogle af karaktererne fra den populære tv-serie.

Garry og Jenny er for eksempel rejst hertil fra Leeds i England, ”fordi Game of Thrones er min lidenskab,” som Garry siger.

- Nu er I altså ombord på det skib, som Daenerys Targaryen brugte, da hun krydsede Det Smalle Hav. Det blev filmet her på fordækket af Karaka, forklarer Ana Cavlina, den kroatiske guide.

Hun er selv klædt ud som Daenerys, en af seriens hovedpersoner. Da skibet har lagt til i centrum af Dubrovniks gamle by, gelejder hun Garry, Jenny og de andre turister ud i en vild vrimmel af mennesker, hvoraf mange først og fremmest er kommet for at se kulisserne til King's Landing.

'Den gamle by er for overrendt'

Tilbage i 2015 dannede Dubrovniks bymure kulisse til omkring 300 'Game of Thrones'-byture. I takt med seriens voksende popularitet er det tal eksploderet, så der sidste år blev arrangeret over 12.000 ture. Det svarer til cirka én tur om dagen i 2015 – og over 30 i 2018.

Og middelalderbyen ved Adriaterhavskysten har overgivet sig fuldt og helt til 'Game of Thrones'. Den gamle by er spækket med forretninger, der falbyder seriesouvenirs.

Turisterne kan tage selfies på diverse jerntrone-kopier i formstøbt plastik. Isbutikkerne sælger 'Game of Thrones'-is. I cocktailbarerne har de Jon Snow-drinks på kortet og afsnit af serien på tv-skærmene.

- Nogle turister er skuffede over, at skuespillerne ikke selv viser rundt her i byen, griner guiden Ana Cavlina.

- Her er godt nok mange mennesker, konstaterer Garry og Jenny på vej rundt i Dubrovnik.

Og de skal endda kun kæmpe sig gennem vrimlen en håndfuld feriedage. De godt 1.500 indbyggere inden for murene i den gamle by forsøger at leve med turisterne året rundt.

Sidste år kom der 1,3 millioner. Så mange, at UNESCO truede med at tage Dubrovnik af verdensarvslisten. Så mange, at tv-stationen CNN satte byen i top tre over rejsedestinationer, man bør undgå.

Fra januar til marts i år alene var der 67 procent flere gæster på hotellerne i Dubrovnik, sammenlignet med samme periode sidste år, viser tal for Kroatiens ministerium for turisme.

- Jeg er flyttet ud af den gamle by, fordi den er blevet for overrendt. Du kan knap nok bevæge dig til fods, og der er ingen steder at parkere eller handle, siger Bozo Fistanic, der er født og opvokset inden for bymurene.

- Da jeg var dreng, spillede vi bold i gaderne. De lokale bedstemødre hang tøj til tørre på tørresnore. Det ser man næsten ikke mere, for der bliver færre og færre indbyggere.

Den gamle bydel i Dubrovnik har været kulisse for flere af scenerne i tv-serien 'Game of Thrones'.

Ud med indbyggerne - ind med turister

I de seneste otte år er hver fjerde beboer i Dubrovniks gamle by flyttet væk.

Priserne i restauranter og supermarkeder er blevet tilpasset turisterne – og er nu for dyre for de fleste lokale. Lægehuse og børnehaver har veget pladsen for hoteller og souvenirbutikker. Infrastrukturen, som holder sammen på et lokalsamfund, forsvinder altså.

Bozo Fistanic har opkøbt 20 af de lejligheder, som fraflytterne har efterladt. Han udlejer dem især til 'Game of Thrones'-turister. Flere af lejlighederne har nemlig udsigt til kendte locations, hvor serien blev filmet.

Bozo Fistanic er en af de lokale indbyggere, der tjener på de mange turister. Selv er han dog flyttet ud af den gamle bydel.

Det er en udlejning, der gør Bozo Fistanic til en velhavende mand – og en vinder i spillet om Dubrovnik. Men kløften mellem de, der tjener penge på turismen, og de der føler, at de lider under den, bliver dybere år for år.

Dubrovniks bystyre har lovet at reagere. Det vil for eksempel begrænse antallet af de store krydstogtsskibe, som dagligt sender op mod 10.000 turister ud i byen på én gang. Indtil videre er tiltaget ikke blevet til noget.

Og mange lokale formoder, at bystyret ikke virkelig har lyst til at gå glip af de mange penge, skibene betaler i havnegebyr – og som er med til at gøre Dubrovnik til en velhavende by.

Så hvad skal man gøre, hvis ikke Dubrovnik skal mutere helt til et Disneyland for set-jetters? Så spændingerne mellem turister og lokale ikke tager for meget til?

- Jeg prøver altid at formidle folk, at Dubrovnik er meget mere end King’s Landing. At det ikke bare er en filmkulisse, men en levende by med mennesker, siger guiden Ana Cavlina.

- Så længe man ikke ødelægger bygningerne eller bryder loven, ser jeg ikke noget problem. Man skal bare vise respekt, siger Garry Coates, 'Game of Thrones'-turisten fra England.

Han har ikke tænkt sig at holde op med at rejse i fodsporene på sin yndlingsserie:

- Jeg vil gerne se seriens locations i Marokko, Spanien og Nordirland. Så længe det er sjovt, bliver jeg ved …

Facebook
Twitter