Turistbus i Egypten ramt af vejsidebombe

Passagerer slap fra eksplosion uden alvorlige skader. Ingen har endnu taget ansvaret for bomben.

Flere buspassagerer er blevet behandlet for skader, efter at deres bus i dag blev ramt af en vejsidebombe nær det nye egyptiske museum i Giza.

Museet ligger nær de verdenskendte pyramider i udkanten af den egyptiske hovedstad, Kairo.

Bussen havde 28 passagerer om bord – mestendels turister fra Sydafrika, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.

Ifølge egyptiske myndigheder er ingen kommet alvorligt til skade. (Foto: Stringer . © Scanpix)

Her til eftermiddag oplyser Udenrigsministeriets borgerservice, at der ikke umiddelbart er meldinger om danskere blandt de tilskadekomne.

Egyptens turistminister skriver på Twitter, at ingen er kommet alvorligt tilskade, men at tre passager er blevet kørt på hospitalet for en sikkerheds skyld.

Ifølge BBC er der i skrivende stund ingen oplysninger om, hvem der mistænkes for at have udført angrebet.

I slutningen af december kostede en vejsidebombe under en turistbus i Giza tre turister og en rejseguide livet, hvilket fik danske rejseselskaber til at aflyse ture til Kairo-området.

Angrebet i december var det første, der kostede turister livet i landet i over halvandet år.

Dagen efter angrebet udførte de egyptiske sikkerhedsstyrker en række aktioner, der førte til drabet på 40 personer, som de betegner som terrorister.

Vigtig del af økonomien

I den seneste rejsevejledning - fra april - opfordrer det danske udenrigsministerium danskere til at være ekstra forsigtige ved rejser til blandt andet Kairo, mens de fraråder alle ikke-nødvendige rejser til en række andre områder i det nordafrikanske land.

Egypten har længe kæmpet mod islamistiske grupper på Sinaihalvøen, der forbinder Afrika med Asien. Oprørsgrupperne har fra tid til anden også gennemført angreb i Kairo eller nærliggende områder, hvor de har rettet angreb mod kristne eller turister.

Angrebet kommer på et tidspunkt, hvor Egyptens turistindustri viser tegn på at være kommet sig efter revolutionen i 2011, hvor den tidligere leder Hosni Mubarak blev væltet, skriver The Guardian. (Foto: Stringer . © Scanpix)

Turisme har i mange år udgjort en central del af Egyptens økonomi. De udenlandske besøg toppede i 2010, da over 14 millioner turister besøgte landet, beretter BBC.

Året efter tog turismen dog et alvorligt dyk som følge af urolighederne i landet i forbindelse med Det Arabiske Forår.

Landet led igen et alvorligt slag, da militante i 2015 skød et russisk passagerfly ned, hvilket kostede 224 personer livet. Året efter var antallet af turister skrumpet til 5,3 millioner ifølge tal fra Verdensbanken.

Med 8,3 millioner turister i 2017 har tallet dog været opadgående, skriver det britiske medie.

Facebook
Twitter