Turister bliver væk fra Tunesien

Den tunesiske turistindustri er allerede hårdt ramt efter terrorangrebet i onsdags. Tunesere frygter for det vigtige erhverv.

En kvinde holder et tunesisk flag ved en demonstration mod terrorisme foran Bardo-museet på landets nationaldag fredag. (Foto: EPA / Mohamed Messara)

Medinaen i Tunis plejer at være fyldt og kan være en intens og proppet oplevelse. Men de seneste dage, har der været bedre plads. Efter terrorangrebet i onsdags er størstedelen af turisterne væk fra det store marked.

- Der er meget få turister nu. Hvis det her fortsætter, bliver det et stort problem for os, siger indehaveren af en butik, Lassad Salem til avisen The Telegraph.

To mænd skød og dræbte 21 ved Tunesiens nationale museum, Bardo. 19 af de dræbte var turister. Angrebet har fået flere store krydstogsrederier til at aflyse planlagte stop i Tunesien, og det kan allerede mærkes.

- Der vil stadig være besøgende i Tunesien, men det vil blive færre. Måske vil der kun være arbejde til en eller to dage om ugen. Så vil vi gå fallit, fortæller turistguiden Mohamed Masmoudi.
Arbejdsløsheden i Tunesien er 15 procent, men er langt højere for unge.

Frygter for fremtiden

Turisme er et særdeles vigtigt erhverv i Tunesien og forhåbningerne til denne sommer har været enorme.

Tunesiens turistbranche er stagneret siden 1970'erne og er yderligere faldet siden Det arabiske forår, som begyndte i netop Tunesien i december 2010. Men efter at landet har indført en ny forfatning og har afholdt demokratiske valg, så har der været et stort håb om, at turisterne skulle vende tilbage denne sommer og hjælpe økonomien i bedring.

- Det er bare ikke godt, og det bliver bestemt ikke bedre af det her (terrorangrebet, red.). Det rammer jo ikke kun tourarrangørerne. Det er rengøringskonerne på hotellerne, det er tjenerne på restauranterne, det er taxachaufførerne, det er bondemanden, der leverer tomater til det store hotels køkken, siger ph.d. i Mellemøststudier og ekspert i Tunesien Rikke Hostrup Haugbølle.

- Det forgrener sig jo langt ud i samfundet, hvem turistbranchen er, og hvem der bliver ramt af det her, siger hun.

Lidt over seks millioner besøgte Tunesien sidste år. Det er over en million færre end de syv millioner, der besøgte landet i 2010.

'Kan ske alle vegne'

Fredag samlede en række tourguider sig foran Bardo-museet for at vise deres frygt for, hvordan angrebet vil påvirke turismen.

En af dem, Hafez Besbes, siger til nyhedsbureauet AP, at terror er et globalt problem, og at folk derfor ikke bør fravælge Tunesien på grund af et enkeltstående angreb.

- Det er sket i USA, i England, i Spanien, i Marokko, i Paris. Det er ikke et nyt fænomen, og det er et problem, som finder sted over hele verden – ikke kun i Tunesien, siger han.

På twitter er kampagnen #IWillComeToTunisia startet, hvor mennesker fra hele verden giver sin støtte og lover at besøge Tunesien.

Trænet i Libyen

Tunesien bliver ofte fremhævet som det land, der er kommet godt ud af omvæltningerne under Det arabiske forår. Her flygtede landets mangeårige diktator Ben Ali og landet ledes i dag af en koalitionsregering, der er demokratisk valgt.

Men landets regering forsøger også at bekæmpe den voksende terrortrussel – særligt på grund af den eskalerende borgerkrig i nabolandet Libyen.

Angrebet onsdag kom samtidig med, at medlemmerne af parlamentet, som ligger tæt på Bardo-museet, debatterede en ny anti-terror-lovgivning.

Mere end 3000 tunesere er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe, og regeringen anslår, at omkring 500 af dem er vendt tilbage. Regeringskilder siger til nyhedsbureauet Reuters, at de to mænd, der begik angrebet i onsdags, blev rekrutteret i moskeer i Tunesien og efterfølgende blev sendt i træningslejr i Libyen i september.

Forventningerne til livet efter revolutionen er ikke blevet indfriet for mange tunesere, siger den tidligere udenrigminister Dr. Rafik Abdessalem til The Telegraph.

- Folk forventede, at alting ville forandre sig indenfor et par måneder. Der er et kæmpe spring mellem folks forventninger og livets realiteter her i landet.

- Der er meget fattigdom og marganalisering - særligt i slumområderne i Tunis og andre byer. Det skaber frodig jord, hvor terrorisme kan gro. Folk ser mod Syrien og Libyen og drages mod radikalisering. De er unge, de er fattige og de søger en mening i livet. Alle disse elementer skaber en farlig cocktail, siger den tildigere udenrigsminister.