Turister trodser den græske krise og flygtninge

De græske myndigheder forventer, at flere turister har besøgt Grækenland i år i forhold til sidste år.

Tourister på Kos, hvor flygtninge ankommer i en gummibåd i baggrunden. (Foto: YANNIS BEHRAKIS © Scanpix)

Turisterne har ikke svigtet Grækenland, selv om landet er i økonomisk krise og modtager flygtninge fra krigshærgede lande som Syrien og Libyen.

De græske myndigheder har vurderet, at 25 millioner turister har passeret paskontrollen i år. Det er væsentligt flere i forhold til sidste år, hvor 21 millioner turister besøgte landet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hvis tallene stemmer, og trenden fortsætter, vil den græske turistindustri have et bedre 2015 end 2014, siger turistminister Elena Kountoura ifølge Reuters.

Grækenlands største flyselskab Aegean Airlines siger derudover, at det har 19 procent flere passagerer sammenlignet med samme måned sidste år. Det sker, selv om 10 nye selskaber i år er begyndt at flyve til og fra Athen.

Femtedel af økonomien

Den græske turistorganisation SETE anslår, at et svigt i hotelbookinger i slutningen af juni og begyndelsen af juli er indhentet igen i løbet af resten af juli måned. Det skriver Wall Street Journal. Turisme udgør desuden en femtedel af den græske økonomi.

- Turismen er vores største kilde til økonomisk aktivitet i dag. Den bidrager til flest arbejdspladser, siger Kountoura.

Turismen har givet 750.000 job i Grækenland. Tallet vil stige til 1,5 millioner, hvis man inkluderer job, som er indirekte knyttet til turisme. Dermed omfatter turisme også en stor del af arbejdsstyrken i Grækenland, som består af 4,7 millioner.

Fik ny krisepakke

Fredag aften godkendte nationalforsamlingen i Athen en ny aftale, som skal sikre landet nye kriselån. Samme dag gav finansministrene i eurolandene grønt lys til aftalen.

Premierminister Alexis Tsipras havde kort forinden fra parlamentets talerstol appelleret til en godkendelse af aftalen "for at sikre landets evne til at overleve og kunne kæmpe videre".

Lånepakken er på 86 milliarder euro over tre år. Det er den tredje krisepakke til Grækenland på fem år. For at få udbetalt pengene, har grækerne forpligtet sig til omfattende økonomiske reformer.

Med redningspakken skal den græske regering blandt andet reformere sit gasmarked, skrotte retten til tidlig pensionering, fjerne brændstofsubsidier til landbruget og hæve en række skatter.

Facebook
Twitter