Tema Krigen i Syrien

Tusinder af europæere på gaden for borgerne i Aleppo

Med bannere og råb opfordrer folk i London og Berlin deres regeringer til at hjælpe Aleppos civile mere.

"Stop drabene!". "Hjælp Aleppo!".

Det er nogle af budskaberne, tusinder af mennesker har med sig på gaderne i hovedstæder som Berlin og London lørdag.

I optog og demonstrationer i storbyer verden over viser lokale deres støtte til de civile, der er fanget midt i den syriske krig.

De tusinder af demonstranter opfordrer samtidig deres egne regeringer til at gøre mere for at hjælpe de nødstedte i Aleppo.

Vrede over passivitet

Nogle af de demonstrerende i London siger, at de ønsker at vise deres enorme vrede over det internationale samfunds fuldkomne passivitet i forhold til de katastrofale bombardementer i den syriske storby.

Demonstranterne har blokeret en stor vej og holder skilte med slogans frem. Her står budskaberne på både engelsk og russisk. Et af dem lyder: "Blodpenge: Lad være med at handle med morder-Putin."

Samtidig bliver den britiske regering opfordret til at smide nødhjælp ned fra luften til syrerne.

I Berlin var 2100 demonstranter mødt op til to begivenheder, der begge gav støtte til fred i det krigshærgede Syrien. I Hamborg gik 800 mennesker på gaden med samme opfordring.

Lignende demonstrationer har også været planlagt i Milano, Lyon, Sydney, Athen, Amman, New York og en række andre amerikanske byer. I Danmark har der i løbet af ugen været fakkeldemonstrationer flere steder i landet.

Venter på evakueringer i Aleppo

I Aleppo venter civile fortsat på at blive evakueret fra krigen.

Lørdag eftermiddag lokal tid var mørket ved at falde på i Aleppo, og temperaturerne var nede ved frysepunktet.

En unavngiven beboer i byen har fortalt til nyhedsbureauet Reuters, at ingen mennesker havde forladt den oprørskontrollerede enklave, og at ingen busser til evakueringen var kørt ind i området.

Se billeder fra demonstrationerne herover

/ritzau/dpa