Tusinder af polakker i massebøn mod islamisering

En usædvanlig massebøn foregår i dag langs Polens grænse – den skal beskytte polakkerne mod nutidens farer.

På arrangementets hjemmeside kan man se de kirker, der deltager i arrangementet langs den polske grænse, og tilmelde sig. Kilde: www.rozaniecdogranic.pl

Præcis klokken 14 i dag vil titusinder af bedende polakker danne en symbolsk forsvarsring om deres land – de vil stå hele vejen langs Polens 3.500 kilometer lange grænse og bede en fælles bøn for at beskytte Polen og Europa mod nutidens farer.

Én af folkene bag nævner blandt andet, det han beskriver som islamiseringen af Europa og den medfølgende trussel fra islamistisk terror:

- Formålet er at omfavne Polen med bøn – at omfavne hele Polen med rosenkranse. På samme dag, 7. oktober, skal polakker stå langs landets grænse og bede på samme tidspunkt. For Polen og for hele verden, fortæller medarrangør Maciej Bodasinski til det konservative ugeblad ”W sieci”.

Stærkt våben mod ondskab

150.000 havde ifølge arrangørerne i går tilmeldt sig arrangementet ”Rosenkrans til grænsen” – navnet henviser til den perlekrans, katolikker bruger til at bede til Jomfru Maria.

De troende polakker beder også blandt andet mod den militære trussel fra Rusland – en trussel, polakkerne tager alvorligt som naboer til Rusland og med grænse til den russiske enklave Kaliningrad.

- Rosenkransen er et kraftfuldt våben i kampen mod det onde – så stærkt, at det flere gange har kunne ændre historiens gang. Vi tror på, at hvis en rosenkrans-bøn udtales af omkring en million polakker langs landets grænser, kan det ændre begivenhedernes løb, kan man læse på arrangementets hjemmeside.

En million bedende?

Polens katolske kirke har arrangeret den usædvanlige fællesbøn med støtte fra statslige organisationer – her håber man på en million deltagere.

Anledningen for massebønnen er årsdagen for den kristne flådes sejr over en muslimsk flåde for præcis 446 år siden, i 1571. For mange katolikker står søslaget ved byen Lepanto, som i dag er i Grækenland, som et symbol på, hvad de ville udlægge som selve kampen mellem kristendommen og islam.

På kant med EU om flygtninge

Arrangementet kommer, netop som den polske regering står stejlere og stejlere over for EU i spørgsmålet om at tage imod flygtninge. Den polske regering afviser på det kraftigste at tage imod den kvote på 6.200 flygtninge, Unionen kræver. I modsætning til andre EU-lande har Polen ikke taget imod en eneste af de 160.000 flygtninge, Unionen vil fordele ud over medlemslandene.

Terror-frygt

Polakkerne selv er også skeptiske overfor udsigten til flygtninge fra især muslimske lande. Tre ud af fire polakker er ifølge meningsmålinger imod at tage imod muslimske flygtninge. Polakkerne frygter terror og uro, og at muslimer vil true deres religion, katolicisme.

35.000 muslimer bor i dag i Polen - ud af en befolkning på 38 millioner polakker. Det svarer til 0,1 % af den polske befolkning.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk