Tusinder afleverer ulovlige våben efter Christchurch-skyderi

Newzealandsk politi fortæller, at mere end 12.000 ulovlige våben er blevet indleveret efter masseskyderi.

Efter masseskyderiet i to moskéer, hvor 51 mennesker blev dræbt, strammede New Zealands regering landets våbenlovgivning. REUTERS/Edgar Su (Foto: Edgar Su © Scanpix)

12.183 ulovlige

skydevåben
er blevet afleveret til newzealandsk politi efter masseskyderiet i Christchurch for knap fem måneder siden.

Det kunne vicepolitikommissær Mike Clement fredag fortælle i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet dpa.

I kølvandet på masseskyderiet i to moskéer, hvor 51 mennesker blev dræbt, reformerede New Zealands regering landets våbenlovgivning.

Som en del af reformpakken gjorde man en række

skydevåben
forbudt.

- Våbenejeres holdning til denne proces har været over al forventning, siger vicepolitikommissæren i udtalelsen.

Borgere ejer omkring 1,2 millioner våben

I forbindelse med

forbuddet
har regeringen givet våbenejere indtil 20. december i år til at indlevere våbnene mod økonomisk
kompensation
.

- Der har virkelig været et stort folkeligt engagement, og de politiansatte, der har stået for tilbagekøbsordningen, har fået masser af positive tilbagemeldinger, tilføjer Mike Clement.

De forbudte våbentyper dækker primært over såkaldte automatiske og halvautomatiske våben samt rifler med store magasiner med

ammunition
.

Regeringen har brugt knap 100 millioner af de mere end 720 millioner danske kroner, man har afsat til formålet. En opgørelse lavet af Small Arms Survey viste i 2017 ifølge britiske The Guardian, at borgere i New Zealand ejer omkring 1,2 millioner våben. Dermed er antallet af våben per borger højere end i Australien, men lavere end i USA.

Den 28-årige australier, der er mistænkt for at stå bag angrebet i Christchurch, er blevet sigtet for terror samt 51 tilfælde af drab og 40 tilfælde af drabsforsøg.

/ritzau/