Tusinder er klar til at lade sig smitte med coronavirus

Forskere mener, man skal skyde genvej til en vaccine - selvom det er risikabelt.

Over hele verden arbejder forskere på at udvikle en vaccine mod Covid-19. (Foto: © Wang Zhao, Scanpix)

Michael Sikorski fra Baltimore i USA stiller sin krop til rådighed i kampen mod coronavirus-pandemien.

Den 26-årige medicinstuderende deltager i et af de første forsøg i verden, hvor en ny vaccine mod Covid-19 bliver afprøvet på mennesker.

- Jeg er en ung, rask person, som kan spille en rolle i at udvikle en vaccine bare ved at deltage som frivillig, siger Michael Sikorski til DR Nyheder.

Forsøget foregår på Maryland Universitetet, hvor Michael Sikorski selv læser en ph.d.

- Jeg stoler fuldstændig på dem og deres arbejde. Min samlede viden om både platformen og teamet gør, at jeg ikke har nogen betænkeligheder ved sikkerheden eller risikoen.

Mød Michael Sikorski i videoen:

Lovende forsøg

Over 100 mulige vacciner mod Covid-19 er under udvikling rundt om i verden. Både universiteter og store medicinalfirmaer deltager i kapløbet om at levere det stof, som kan give en effektiv beskyttelse mod sygdommen.

En halv snes vacciner er nu så langt fremme, at de afprøves på mennesker.

Det amerikansk biotekselskab Moderna kunne i går berette, at deres kandidat viser positive takter i et lille forsøg på otte mennesker. Forsøgspersonerne har udviklet antistoffer, der svarer til dem, man finder hos personer, der har været smittet med coronavirus, siger selskabet.

Hvad er det for en kamp, der foregår i kroppen, når virus flytter ind?

Forsker: Skyd genvej

Udviklingen af vaccinekandidaterne er gået meget hurtig, men afprøvningsfaserne tager lang tid. I eksemplet fra Maryland Universitetet regner man med to år.

Det får en af verdens førende vaccineeksperter til at foreslå, at vi skal skyde genvej til en brugbar vaccine.

- Denne epidemi har haft en virkning på civilisationen og økonomien, som er meget større end alt anden siden 1918. Vi har at gøre med en nødsituation, hvor nye løsninger er nødvendige, siger Stanley Plotkin.

Han var med til at udvikle en vaccine mod sygdommen røde hunde og rådgiver i dag en række medicinalfirmaer, organisationer og regeringer.

Stanley Plotkin og andre forskere foreslår, at man direkte inficerer raske forsøgspersoner med coronavirus - selvom der endnu ikke findes en effektiv behandling.

- Jeg medgiver, at der er risici, men vores forslag går på at få folk mellem 18 og 25 år til at melde sig - folk, der har langt lavere risiko end ældre personer, siger Stanley Plotkin.

Frivillige er klar

I et normalt medicinsk forsøg skal forskerne vente på, at deltagerne måske bliver inficeret ad naturlig vej og derpå følge deres kroppes reaktion.

Hvis man i stedet direkte påfører forsøgspersonerne smitte, får forskerne hurtigere svar.

Og det bliver tilsyneladende ikke svært at finde frivillige, som vil lade sig smitte med coronavirus.

Over 23.000 personer fra 102 lande har i hvert meldt sig hos 1 Day Sooner - en græsrodsbevægelse, der arbejder for at sætte turbo på udviklingen af en vaccine mod Covid-19 ved at tillade forsøg på mennesker.

Den medicinstuderende Michael Sikorski fra Baltimore er dog ikke blandt dem, som har meldt sig.

- Indtil vi har en effektiv behandling, der ikke bare forkorter varigheden, vil jeg være meget, meget tøvende med at melde mig som frivillig til sådan noget, siger han.