Tusinder protesterer mod Orbáns universitetslov i Budapest

Ungarns premierminister møder modstand på grund af ny uddannelseslov, som også EU er utilfreds over.

Demonstranterne er vrede over premierminister Viktor Orbáns hårde kurs mod et udenlandsk universitet, som er finansieret af milliardæren George Soros. (Foto: laszlo Balogh © Scanpix)

Tusinder har søndag demonstreret i Ungarn foran parlamentet i Budapest. De er vrede over premierminister Viktor Orbáns hårde kurs mod et udenlandsk universitet i byen og en ny ngo-lov.

Der har været flere større demonstrationer i hovedstaden den seneste måned. Årsagen er en ny lov, der kan føre til, at et universitet, som er finansieret af milliardæren George Soros, kan ende med at må lukke.

Orbán er alt andet end begejstret for ungareren Soros, som repræsenterer en helt anden politik end premierministeren. Blandt andet har Soros sagt, at han vil fjerne grænserne i Europa.

EU-Kommissionen har i april taget det første skridt i retning af en sag mod Ungarn på grund af landets nye uddannelseslov.

Kommissionen kalder loven en "alvorlig forringelse" af de fundamentale rettigheder i landet.

Orbán mener, at det er kommissionens forsøg på at "hævne sig" på ham.

Premierministeren, som siger han ser op til Rusland og Tyrkiet, er ikke populær blandt EU's kernelande.

De seneste syv år har Viktor Orbán strammet sit greb om magten ved at tage styringen med medier og ved at begrænse forfatningsdomstolens magt. Han har placeret loyale støtter i topstillinger i offentlige institutioner.

En anden lov kræver, at ngo'er, som får støtte på over 7,2 millioner forint (174.000 danske kroner), skal lade sig registrere hos myndighederne og erklære sig støttet af udlandet.

Organisationerne mener, at det er en stigmatisering.

Støtten til Orbán er faldende ifølge den seneste meningsmåling. I april havde hans parti, Fidesz, 31 procents opbakning. I januar var den 37 procent.

Der er parlamentsvalg i Ungarn i april næste år.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk