Tusindvis af demonstranter lukker katedral og indfaldsveje til Barcelona

Siden mandag har der været store protester i Catalonien.

Tusindvis af mennesker er lige nu på gaden i den catalanske hovedstad, Barcelona.

Der er varslet en generalstrejke fra klokken 15, men siden morgenen har demonstranter fyldt i gaderne.

Den berømte katedral La Sagrada Familia er lukket på grund af urolighederne. Desuden er det klassiske fodboldopgør mellem ærkerivalerne Real Madrid og FC Barcelona, kaldet 'El Clasico', også udsat. Kampen skulle være spillet den 26. oktober, og klubberne har nu i stedet foreslået at mødes den 18. december.

Blussede op i mandags

Voldelige protester og sammenstød har præget Barcelona og resten af Catalonien siden mandag.

Næsten 100 mennesker er blevet anholdt under protesterne mod den spanske højesterets beslutning om at idømme ni separatistledere fra Catalonien lange fængselsstraffe.

Mandagens beslutning antændte på ny den vrede, der også fyldte catalonierne for to år siden.

  • Demonstranterne på gaden i Barcelona. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)
  • Blandt demonstranterne er tusinder af studerende. (Foto: TONI ALBIR © Scanpix)
  • Også i dag har der været sammenstød mellem politi og demonstranter. (Foto: Jon Nazca © Scanpix)
  • Flere frygter, at protesterne eskalerer i løbet af i dag. (Foto: Jon Nazca © Scanpix)
1 / 4

Den 1. oktober 2017 afholdt den catalanske selvstyreregering en afstemning om uafhængighed i Catalonien.

Forinden havde den spanske forfatningsdomstol erklæret afstemningen for ulovlig.

Ved det efterfølgende valg i december 2017 vandt uafhængighedspartierne et knebent flertal.

Siden blev flere fremtrædende catalanske politikere fængslet, og den daværende selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, flygtede fra landet og lever nu på andet år i eksil i Belgien.

Han udleverede sig selv tidligere i dag til de belgiske myndigheder, men er blevet løsladt igen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter