Tusindvis af vacciner samler støv i Danmark - nu er partier klar til at bytte dem væk

Flere lande er interesseret i de AstraZeneca-vacciner, Danmark ikke vil bruge.

Danmark bruger ikke længere vaccinen fra AstraZeneca og nu er flere partier klar til at sælge eller bytte vacciner væk, så de ikke går til spilde (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Danske AstraZeneca-vacciner må for alt i verden ikke gå til spilde.

Sådan lyder det fra flere partier, der erklærer sig klar til at sælge, bytte eller donere de danskindkøbte AstraZeneca-vacciner, så andre lande kan få gavn af dem, nu hvor de er pillet ud af det danske vaccinationsprogram.

- Det er jo godkendte, effektive vacciner, som kan komme rigtig mange lande til gode, så det vigtigste er, at de ikke bare bliver smidt ud. Det vil ikke være til at bære under en pandemi, siger de Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen.

Godt 200.000 doser AstraZeneca står ifølge Sundhedsstyrelsen i øjeblikket i køleskabe hos Statens Serum Institut.

60.000 af dem vil udløbe i slutningen af juni og yderligere doser udløber i juli.

Samlet har Danmark via EUs indkøbsordning købt næsten to millioner AstraZeneca-vaccinationer, men på grund af risikoen for sjældne blodpropper indgår vaccinen ikke længere i det danske vaccinationsprogram.

Mulige aftagere har allerede meldt sig

Flere lande har i følge Sundhedsministeriet henvendt sig til de danske myndigheder for at høre om de indkøbte AstraZeneca-vacciner, for langt de fleste europæiske lande har valgt at fortsætte med at bruge vaccinen.

Det Europæiske Lægemiddelargentur (EMA) har da også slået fast, at fordelene ved vaccinen opvejer de mulige risici, der er ved at tage den.

Og flere partier ser en byttehandel eller et salg som en oplagt mulighed for, at vaccinerne kommer til gavn, inden de risikerer at udløbe.

- De skal i hvert fald bruges, om det så er ved at bytte eller sælge dem, eller om der er nogle, der skal have dem forærende. Det må bero på en drøftelse og det muliges kunst, siger SFs sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.

- Alt kan være i spil. Det vigtigste er for mig, at vi gør os store anstrengelser for, at de ikke går til spilde, siger hun.

Har du nogle betænkeligheder ved at sende dem til andre lande, for der har de jo også en risiko ved at tage den?

- Ja, det har de. Men jeg synes, at Sundhedsstyrelsens forklaring i forhold til, hvad er risikoen for indlæggelse og for at dø af corona versus risikoen for at få alvorlige bivirkninger ved brug af de her vacciner, er fornuftig. Og der er andre lande, hvor situationen er værre, siger hun med henvisning til, at Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm har peget på, at man blandt andet har fjernet vaccinen fra det danske vaccinationsprogram, fordi epidemien er på et stabilt lavt niveau. Havde smitten i Danmark været højere, er det ikke sikkert, den var taget ud.

Regeringen har ifølge Sundhedsministeriet ikke lagt sig fast på, hvad der skal ske med AstraZeneca-vaccinerne, men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde tidligere på ugen, at det er “uhyre intessant”, hvis Danmark kan lave byttehandler, så Danmark sender Astra Zeneca-vacciner afsted for til gengæld at modtage f.eks. Pfizer-vacciner.

Regeringen har ikke besluttet, hvad der skal ske med de AstraZeneca-vacciner, der er pillet ud af det danske vaccinationsprogram (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Ifølge Stinus Lindgreen handler det om at få så mange som muligt vaccineret.

- Hvis der er nogle, der har lyst til at bytte for at få flere doser, så vil det hjælpe både os og dem, siger han.

Må ikke ende i afløbet

Mandag i denne uge mødtes partierne for at diskutere muligheden for at lave en frivillig ordning, hvor de danskere, der ønsker at blive vaccineret med AstraZeneca kan blive det.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det i teorien muligt at lave en sådan model, men det vil tage flere uger at få den på plads, og samtidig er der skepsis fra de praktiserende læger.

Derfor mener flere af partierne, at der uanset hvad skal findes en anden løsning for vaccinerne.

- Det ser jo ud som om, det bliver en lang proces, og givet at vi står midt i en pandemi vil det være helt fuldstændig tosset at hælde dem i afløbet, hvis de udløber, siger Liberal Alliances sundhedsordfører Henrik Dahl, der er åben over for både udlån, salg og bytte.

Det samme gælder Venstre.

- Det er vigtigt, at vi først og fremmest får afsøgt frivillighedsmodellen, og derefter er der ikke noget, der er mere vigtigt end andet. Men det mest logiske er, at myndighederne afsøger mulighederne for at afklare, om der er nogen, der vil bytte til Pfizer? Er der nogen, der vil købe eller låne, så vi får nogle vacciner tilbage? siger Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen.

Selvom Det Europæiske Lægemiddelargentur har sagt god for at vaccinere med AstraZeneca, har Sundhedsstyrelsen pillet den ud af vaccinationsprogrammet, fordi smitten i Danmark i øjeblikket er på et lavt niveau. REUTERS/Yves Herman/File Photo (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Udlån, salg eller donation?

I går meddelte Udenrigsministeriet, at Danmark låner 55.000 AstraZeneca-doser til den tyske delstat Slesvig-Holsten.

Det sker efter en anmodning fra Slesvig-Holstens ministerpræsident.

SF og de Radikale nævner også muligheden for at donere vacciner til for eksempel frontpersonale i Afrika, mens Enhedslisten mener, at AstraZenenca-vaccinerne skal doneres til den internationale vaccinealliance COVAX, der arbejder for at sikre vacciner til lav- og mellemindkomstlande.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk