Tusindvis af verdens fattigste teenagepiger er blevet gravide under coronakrisen: ’Jeg er selv bare et barn’

I jagten på et bedre liv står mange fattige teenagepiger nu tilbage alene - med et barn på armen.

(Foto: Søren Bendixen)

Jeg er taget på inspektion med Janala Nirenda i en lille landsby i Malawi. Hun er områdets eneste kvindelige byrådspolitiker, og hun er på en særlig mission: Hun forsøger at hjælpe teenagepiger, der er blevet gravide under coronakrisen, og der er mange af dem.

- Vi har et meget stort antal piger, der er gravide. Jeg tror ikke, det ville være sket uden covid, det er meget usædvanligt, fortæller hun, mens hun introducerer mig til pigerne.

Deres historier er ret enslydende: De har indledt forhold mænd, der skulle sikre dem en smule ekstra at spise, måske lidt tøj og skoleudstyr. Men her et år efter pandemien ramte, står mange af dem tilbage med knuste drømme, med mænd, der er over alle bjerge, og med fremtidsperspektiver, der ser alt andet end lyse ud.

- Jeg troede, det kunne være godt at finde en mand, der kunne hjælpe mig, siger 16-årige Fahila Alan.

- Det gør så ondt. Jeg er selv bare et barn, og nu har jeg et andet barn. Jeg har travlt med at tage mig af min søn i stedet for at gå i skole som mine venner. Det smerter mig så meget, forsætter hun.

Her i et af verdens fattigste lande, Malawi, har covid-19, som så mange andre steder hærget med to grimme bølger. Skolelukninger, overfyldte hospitaler og en voldsom økonomisk øretæve, som risikerer at blive meget langvarig og sætte landets udvikling mange år tilbage.

Derfor har unge, fattige piger har følt sig tvunget til at sælge sig til sex for at overleve, og landet oplever derfor, hvad man nærmest fristes til at kalde en epidemi af gravide piger og unge mødre.

Fahila Alan sidder i en nærmest nøgen hytte med lerstampet gulv. På skødet sidder Liasie. Han blev født i december, og navnet betyder paradoksalt nok lykke - det er på ingen måde, det jeg tænker på, når jeg besøger landsbyen Kasantha. Her er fattigt. De lever af at dyrke majs, og er man lidt bedre stillet, så producerer man tobak til videresalg.

I årevis har myndighederne kæmpet for at få landsbyens børn - også pigerne - i skole. Men pandemien har betydet et stort tilbageslag. Sidste år var skolen lukket i seks måneder, og 2021 startede med en ny nedlukning. Økonomien er blevet hårdt ramt; en blanding af frygt for smitte og nedlukning af landet har ødelagt indtægtsgrundlaget for mange.

Fahila Alan, der der 16 år gammel, blev mor i december 2020. (Foto: Søren Bendixen)
Fahila Alan, der der 16 år gammel, blev mor i december 2020. (Foto: Søren Bendixen)

Pigerne er dem, der har tabt mest. Uden skolegang og uden ægtemand er de i mange familier reduceret til en byrde, og derfor har de forsøgt at sikre sig selv. Ulykkeligvis er mange blevet narret af mænd med penge på lommen, som forsvandt i det øjeblik pigen blev gravid.

Malawi er et af verdens fattigste lande, et land med høj befolkningstilvækst og alt for mange unge mødre. I årevis har myndigheder og en lang række forskellige hjælpeorganisationer forsøgt at få vendt den udvikling, og det er gået den rigtige vej, men det seneste års tid er flere års positiv udvikling begyndt at rulle den helt forkerte vej.

Jo yngre pigerne er, når de får deres første barn, jo flere får de. Deres mulighed for uddannelse forsvinder, deres økonomi bliver dårlig, og det bliver nærmest umuligt at få kæmpet sig ud af fattigdom.

- Det her virkelig et dårligt tegn for udviklingen, alene i vores distrikt er 800 piger blevet gravide under pandemien, hvad er det for en generation, vi skaber, hvis vi ikke får gjort noget ved det? Spørger Janala Nirenda.

Janala Nirenda (til venstre) er byens eneste kvindelige kommunalpolitiker, og lige nu forsøger hun at stoppe det, der nærmest ligner en epidemi af teenagegraviditeter. (Foto: Søren Bendixen)
Janala Nirenda (til venstre) er byens eneste kvindelige kommunalpolitiker, og lige nu forsøger hun at stoppe det, der nærmest ligner en epidemi af teenagegraviditeter. (Foto: Søren Bendixen)

Viceborgmesteren har selv to teenagepiger, hun har også oplevet den ekstreme fattigdom.

- Første gang jeg fik et par sko, var da jeg begyndte i 8. klasse, men se mig nu. Det nytter ikke at give op, og det prøver jeg også at fortælle de unge piger.

Hun kæmper for at få pigerne tilbage i skole, så de i det mindste har lidt uddannelse.

Ifølge de sidste 30 års fattigdomsbekæmpelse ligner det faktisk en succes. I 1990 levede 36 procent af klodens befolkning for mindre end 1,90 amerikanske dollar om dagen, i 2019 var det tal faldet til 8 procent.

Janala Nirenda er ude for at tale med gravide skolepiger og unge mødre. (Foto: Søren Bendixen)
Janala Nirenda er ude for at tale med gravide skolepiger og unge mødre. (Foto: Søren Bendixen)

Men nu oplever landet for første gang i mange år en stigning i antallet af ekstremt fattige. Verdensbanken vurderer, at pandemien kan kaste yderligere 150 millioner mennesker ud i en kamp for at overleve. Værst ser det ud i Afrika syd for Sahara, og Malawi er et meget godt billede på, hvordan en god udvikling er vendt.

Konsekvenserne kan blive mærkbare en hel generation ud i fremtiden.

Fahila Alan blev gravid kort tid efter skolerne blev lukket ned sidste år, og hun har ikke været tilbage siden. Hun ved, at muligheden for at gøre sin uddannelse færdig er lille.

Hendes far vil gerne have datteren tilbage i skolen, men han har ikke råd til at tage sige af barnet, mens hun er i skole, siger han. Han er ked af, at hun er blevet gravid. Han står lige ved siden af, mens datteren fortæller, hvordan hun følte sig presset til sex, fordi hendes familie ikke havde nogen penge.

Han opponerer ikke men fortæller, hvordan han mistede næsten al sit arbejde som daglejer, da pandemien ramte.

- Folk blev bange og ville derfor ikke have noget arbejde udført.

Janala Nirenda tror mere på hjælp end straf, men alligevel overvejer de lokale beslutningstagere at indføre en straf til forældre, hvis teenagedøtre bliver gravide.

- Vi er nødt til at bruge alle midler, og hvis det kan have en effekt, så tager vi også det med, fortæller hun.

I Malawi vurderer myndighederne, at flere tusinder unge piger er blevet mødre under pandemien. De har nemlig følt sig tvunget til at sælge sig til sex for at overleve. (Foto: (C) DR Nyheder)
I Malawi vurderer myndighederne, at flere tusinder unge piger er blevet mødre under pandemien. De har nemlig følt sig tvunget til at sælge sig til sex for at overleve. (Foto: (C) DR Nyheder)

Straffen kan blive værdien af tre geder, og det er en formue for de fleste her. Malawis regering er også bekendt med problemerne og vil også have gravide piger tilbage i skolen. Tidligere var en graviditet automatisk en afslutning af skolegang, men sådan behøver det ikke at være længere.

Lige nu forsøger Janala Nirenda at finde penge til at passe Fahila Alans lille dreng, så hun kan få gjort sin uddannelse færdig, lige nu går hun i 8. klasse.

Se Horisont på DRTV og DR1 21.25.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk