Tusindvis i protest mod ny østrigsk regering: Lad ikke nazister regere

Der er nultolerance over for antisemitisme i den kommende konservative og højrenationale regering, forsikrer ung kansler.

Flere bannere advarede imod at lade "nazister regere" ved mandagens demonstration i Østrig. (Foto: Joe Klamar © Scanpix)

'Lad ikke nazisterne regere,' stod der på et af bannerne til mandagens demonstration mod den nye regering i Østrigs hovedstad, Wien.

Omkring 6.000 mennesker var på gaden for at protestere mod den nye regering, mens den blev taget i ed af landets præsident under en indsættelsesceremoni i det centrale Wien.

I weekenden indgik Østrigs konservative parti, ÖVP, en aftale med det højrenationale Frihedsparti, FPÖ, om at danne regering.

- Jeg er klar over, at mange folk i Østrig ser frem til regeringens planer. Andre forholder sig neutralt eller observerende, og mange forholder sig skeptisk, og i nogle tilfælde fjendtligt, over for regeringen. Det kan jeg godt forstå. Men det er bare sådan, det er i et demokrati - forskellige holdninger eksisterer, sagde den østrigske præsident, Alexander Van der Bellen, ved indsættelsesceremonien.

Søndag samlede den blot 31-årige nye kansler Senbastian Kurz sin endelige regering, og FPÖ fik en lang række tunge ministerposter, blandt andet indenrigs- og udenrigsministeriet.

Det har fået flere østrigere til at reagere med protester.

Protesterer imod skrap udlændingepolitik

Den nye koalition vil stramme udlændingepolitikken ved blandt andet at begrænse indvandringen og skære i sociale ydelser til indvandrere.

Ifølge den nye regering bør asylansøgere indlevere alle de kontanter, de har, når de søger om asyl, så pengene kan bruges på deres velfærd.

Regeringen vil også have, at myndighederne skal indkræve asylansøgernes mobiltelefoner, så man kan foretage systematiske tjek af, hvordan de er kommet til Østrig, og hvem de har kontaktet.

Beskyldes for at være nazister

Det er blandt andet den stramme udlændingepolitik, der har fået østrigerne på gaden mandag.

Her beskyldte flere venstreorienterede demonstranter FPÖ for at være nazister.

Blandt centrum-venstre-kommentatorer mener man også, at FPÖ er både fremmedfjendtligt og potentielt udemokratisk.

FPÖ blev grundlagt af tidligere nazister i 1950'erne, og det var den afdøde kontroversielle Jörg Haiders gamle parti. En kontroversiel politiker, som blev internationalt kendt for provokerende udtalelser om Nazi-Tysklands beskæftigelses politik, som han kaldte for "ordentlig" og for at betegne de nazistiske koncentrationslejre som "straffelejre".

Det er over 10 år siden, at FPÖ sidst sad i regering.

Da FPÖ sad i regering tilbage i 2000, indførte de øvrige EU-lande i en periode sanktioner mod Østrig i protest mod Frihedspartiets politik. Det gjorde de, fordi flere tvivlede på, om partiet spillede efter demokratiet regler.

I dag afviser FPÖ at have nogen former for forbindelser til den nazistiske ideologi, og kansler Sebastian Kurz har lovet nultolerance over for antisemitisme i den kommende regering.