(Foto: Eduardo Muñoz)

Tusindvis marcherede i USA for at beholde retten til fri abort

Lørdag var der demonstrationer på tværs af USA som en trodsreaktion mod, at Højesteret ventes at tillade hver enkelt stat at ulovliggøre abort.

Debatten om retten til fri abort raser i USA.

Lørdag var tusindvis af demonstranter på gaden for at gøre deres synspunkt kendt. Både dem, der mener, at retten til fri abort er en menneskeret, og dem, der mener, at abort er drab.

Debatten raser, fordi et dokument for knap to uger siden blev lækket fra USA's højesteret, der viser, at et flertal af dommerne ved Højesteretten er klar til at fjerne den forfatningssikrede ret til fri abort i USA.

Retten til fri abort er sikret i USA på baggrund af Højesterettens skelsættende dom i Roe mod Wade-sagen i 1973.

Før dommen i 'Roe mod Wade' bestemte hver enkelt delstat selv, hvordan lovgivningen om abort skulle være, og det er netop denne dom, som Højesteret nu, angiveligt, vil omstøde.

- For kvinderne i dette land, vil dette være raseriets sommer.

- Vi vil være uregerlige, indtil denne regering begynder at arbejde for os, indtil angrebene på vores kroppe stopper, indtil retten til abort er lovfæstet, siger Rachel Carmona, der er præsident i Women's March, som har arrangeret demonstrationerne, ifølge Reuters.

Det er ikke endeligt vedtaget, at Højesteret omstøder dommen i 'Roe mod Wade', men hvis det sker, forventes det, at omtrent halvdelen af USA's 50 delstater vil indføre forbud eller stærkt restriktive abortlove.

  • En demonstrant har medbragt en tøjbøjle med teksten "Never again" (aldrig igen, red.). Tøjbøjler er et historisk symbol på ulovlige aborter, hvor de blev benyttet til at udføre en abort uden medicinsk opsyn. Demonstranten mener tydeligvis, at aborter med tøjbøjler vil blive normen igen, hvis abortretten fjernes fra forfatningen. (Foto: Eduardo Muñoz)
    1 / 11
  • I USA's hovedstad, Washington D.C., begyndte demonstrationen ved obelisken i National Mall-parken, før den gik til Højesteretsbygningen. (Foto: Jose Luis Magana © AFP or licensors)
    2 / 11
  • Ved Højesteretten er der blevet sat hegn op på grund af protesterne mod Højesterettens intention om at omstøde 'Roe mod Wade'. (Foto: LEAH MILLIS)
    3 / 11
  • Det var ikke kun i hovedstaden, der var demonstrationer. Her er det foran regeringsbygningen i delstaten Texas' hovedstad, Austin. (Foto: Eric Gay © Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)
    4 / 11
  • Her er det foran regeringsbygningen i delstaten Georgias hovedstad, Atlanta. "It's healthcare", står der på et af skiltene, demonstranterne har med - retten til abort er sundhedspleje, argumenterer de. (Foto: ALYSSA POINTER)
    5 / 11
  • Flere steder, her i Houston i delstaten Texas, mødte moddemonstranter op. (Foto: CALLAGHAN O'HARE)
    6 / 11
  • I Austin, Texas, var politiet til stede for at holde de to demonstrerende fraktioner adskilt. "Menneskerettigheder begynder i livmoderen", står der på et af skiltene, anti-abortdemonstranterne har med. (Foto: Eric Gay © Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)
    7 / 11
  • Mens utallige demonstranter går mod Højesteretsbygningen i Washington D.C., flager USA på halvt for at markere en million coronadødsfald i landet. (Foto: Michael Reynolds)
    8 / 11
  • I Washington D.C. kunne de to modstridende demonstrantgrupper knap holdes adskilt. Det er næppe svært at afkode, hvad demonstranten på billedet mener om sin modpart. (Foto: Michael Reynolds)
    9 / 11
  • Også rundt i Europa demonstrerede flere grupperinger i sympati med amerikanerne. Her er det i London, hvor en gruppering er på vej mod den amerikanske ambassade i den engelske hovedstad. "For en kvindes ret til at vælge", står der på skiltet. (Foto: Martyn Wheatley © Represented by ZUMA Press)
    10 / 11
  • Den demokratiske senator Chuck Schumer, der er majoritetsleder i Senatet, talte ved demonstrationen i New York. Senatet forsøgte at flytte abortret ind under føderal lovgivning, men Schumer kunne ikke samle de krævede 60 stemmer til at vedtage forslaget. (Foto: Erik Pendzich/Shutterstock © Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)
    11 / 11