Tusk: Brexit skal gøres så lidt smertefuld for EU som muligt

De 27 EU-lande holder topmøde omkring brexit-processen lørdag den 29. april.

- Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan, for at gøre skilsmisseprocessen så lidt smertefuld for EU som muligt, siger EU-præsident Donald Tusk. (Foto: JOHN THYS © Scanpix)

De 27 lande, der bliver i EU, holder topmøde lørdag den 29. april for at vedtage retningslinjer for forhandlingerne om den britiske udmeldelse af EU.

Det meddeler EU-præsident Donald Tusk tirsdag på et pressemøde i Bruxelles, hvor Japans premierminister, Shinzo Abe, er på besøg.

EU-præsidenten siger, at han ville ønske, at briterne havde valgt at blive i EU. Men sådan gik det ikke ved folkeafstemningen i juni sidste år.

- Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan, for at gøre skilsmisseprocessen så lidt smertefuld for EU som muligt, siger Donald Tusk.

- Vores hovedmål for forhandlingerne må være at skabe så meget sikkerhed og klarhed som muligt for alle borgere, virksomheder og medlemslande, der vil blive negativt påvirket af brexit.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil formelt iværksætte exit-processen fra EU i henhold til EU-traktatens artikel 50 onsdag den 29. marts.

Det vil ske i et brev til EU, hvor hun dermed starter en nedtælling på to år til det britiske farvel til EU.

EU's chefforhandler, Michel Barnier, mener, at brexit-forhandlingerne allerede skal afsluttes i oktober næste år, så der også er tid til at ratificere aftalen, inden de to år er gået.

Det bliver yderst vanskelige forhandlinger at vikle Storbritannien ud af over 40 års medlemskab af det europæiske samarbejde.

EU ventes ifølge Financial Times at præsentere Storbritannien for en regning på omkring 60 milliarder euro (450 milliarder kroner) for at slippe ud af sine forpligtelser til EU.

/ritzau/

Facebook
Twitter