TV-vært pressede Trump om konspirationsteori: 'Du er ikke bare nogens skøre onkel'

Under nattens vælgermøde blev Trump bedt om at forholde sig til konspirationsteorien QAnon.

Den amerikanske præsident Donald Trump under aftenens vælgermøde i Miami, Florida, der blev sendt på NBC NEWS. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

Var det stormen, alle har ventet på?

Tilbage i 2017 lovede den amerikanske præsident, at "måske er det stilhed før stormen". Fremmødte journalister var hurtige til at spørge, hvilken storm han talte om.

- I får se, lød svaret.

Konspirationsteorien QAnon (den anonyme Q, red.) var født.

Ingen havde imidlertid regnet med, at konspirationen skulle vokse sig så stor, at den amerikanske præsident ved et vælgermøde få uger før præsidentvalget, skulle forholde sig til den og tage stilling til, om han ville tage afstand fra bevægelsen.

- Jeg ved ingenting om QAnon. Jeg er ked af at sige det. Jeg ved ingenting om det, men jeg ved, at de (QAnon, red.) er rigtig meget imod pædofili. Det kæmper de hårdt imod, sagde præsidenten.

QAnon-tilhængere er ofte at finde ved Trumps vælgermøder. (Foto: ELIJAH NOUVELAGE © Elijah Nouvelage)

Ikke bare en skør onkel

Og hvis aftenens vælgermøde skulle være en storm, hvor Trump endelig fortalte alt, hvad han ved om Deep State (stat i staten eller dyb stat, red.), aftog den stille og roligt i styrke. Trump fejede igen og igen Spørgsmål om QAnon af banen.

QAnon centrerer sig om en idé om, at satanistiske, pædofile, politikere og embedsmænd med Barack Obama og Hillary Clinton i spidsen kontrollerer en Deep State og handler med børn fra et pizzeria i Washington D. C.

Ifølge konspirationsteorien forsøger Trump at redde børnene og bekæmpe staten.

- Jeg ved ikke ret meget om dem (QAnon, red.), udover at de er meget glade for mig. Det sætter jeg pris på, men jeg ved ikke meget om dem, har Trump tidligere sagt om QAnon.

For få dage siden videredelte Trump et opslag med en QAnon-teori på Twitter, der påstod, at man i 2011 havde dræbt en falsk Osama bin Laden, og at præsident Barack Obama og vicepræsident Joe Biden efterfølgende havde henrettet elitesoldaterne bag for at bevare hemmeligheden.

- Det var nogens mening, det var bare et retweet. Jeg deler det og lægger det frem, så kan folk selv finde ud af, hvad de tror på, sagde Trump ved nattens vælgermøde.

Det var ikke godt nok for moderatoren, Savannah Guthrie fra NBC News.

- Du er præsident. Du er ikke bare nogens skøre onkel, som kan retweete hvad som helst, sagde hun.

Savannah Guthrie var i det hele taget rap i replikken over for præsidenten, der blev testet på sine politiske ståsteder. Flere har efterfølgende på sociale medier bemærket, at dette kontrasteres af, hvordan Trumps modkandidat, Joe Biden, blev udspurgt til sit vælgermøde, der blev afholdt samtidigt på en konkurrende kanal.

Eksempelvis spørger Fox News-værten Laura Ingraham på Twitter, om nogen "medieperson nogensinde har udfordret Joe Biden, som Savannah Guthrie gør ved Trump?"

Men Joe Biden kom faktisk under beskydning under sit vælgermøde, da en af tilskuerne spurgte ind til en af de love, han var bannerfører for, da han sad i Senatet.

Helt præcist en lov fra 1994, som eksperter peger på, har medvirket til massefængsling af særligt sorte amerikanere gennem årene.

- Var det en fejl at støtte lovforslaget dengang, blev Biden spurgt.

- Ja, det var, lød svaret.

Også på spørgsmålet om, hvorvidt han påtænker at udvide antallet af højesteretsdommere fra de nuværende ni, blev Joe Biden presset.

- Jeg er ikke fan af at udvide Højesteretten, sagde Joe Biden.

Demokraternes kandidat til præsidentposten, Joe Biden, under nattens vælgermøde i Philadelphia, Pennsylvania, der blev sendt på tv-kanalen ABC NEWS. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

Biden erkendte, at han ikke vil besvare spørgsmålet, fordi han vil undgå, at svaret stjæler fokus.

Spørgsmålet er højaktuelt, da Trumps konservative kandidat til højesteret, Amy Coney Barrett, er godt på vej gennem høringer i Senatets Retsudvalg, således at hun kan indsættes som højesteretsdommer.

Der er præsidentvalg i USA den 3. november, men allerede nu har flere millioner af amerikanere brevstemt. Trump og Biden mødes efter planen til den afsluttende debat den 22. oktober i Nashville, Tennessee.

Facebook
Twitter