Twitter-bruger snød stort medie med superstorm-løgne

En Twitterbruger spredte løgne; blandt andet om, at børsen i New York City var oversvømmet. Den løgn viderebragte CNN i deres live-dækning på tv.

Superstormen Sandy har oversvømmet New York City og områderne omkring natten igennem. Men stormen har også blæst falske rygter ind i både traditionelle og sociale medier.

Én enkelt Twitterbruger har nemlig spredt falske rygter med sin Twitterprofil, som bliver fulgt af flere store medier. Det skriver nyhedsmagasinet Buzzfeed.

Brugeren har blandt andet påstået, at børsen i New York City var oversvømmet, og den løgnhistorie viderebragte det store amerikanske medie CNN i deres live-dækning på tv. Ifølge tv-stationen havde de oplysningen fra National Weather Service.

Men børsen var altså ikke oversvømmet.

Det er uvist, om National Weather Service også blev snydt af twitterbrugeren, eller om CNN løj om deres kilde, og nyhedsmagasinet Buzzfeed har ikke kunne få fat på løgneren fra Twitter.

Facebook
Twitter