Tyrkiet anholder 118 pro-kurdiske politikere efter terrorangreb

De anholdte er mistænkt for at være i ledtog med terrororganisationen PKK.

Tyrkisk politi har anholdt 118 personer efter lørdagens terroranslag i Istanbul, der har kostet mindst 44 personer livet. (Foto: OZAN KOSE © Scanpix)

Tyrkisk politi har slået til i fem byer efter lørdagens terrorangreb i Istanbul, hvor mindst 44 personer mistede livet.

Aktionerne har indtil videre ført til, at 118 medlemmer af det pro-kurdiske parti HDP er blevet anholdt mistænkt for at have forbindelse til den kurdiske gruppe PKK, der står på FN's terrorliste.

Det skriver de to engelsksprogede tyrkiske aviser Daily Sabah og Hurriyet Daily News.

Blandt andet har politiet slået til mod HDP's kontorer i Istanbul og hovedstaden Ankara, ligesom de har ransaget flere private adresser. Omkring 500 betjente deltog i aktionerne, skriver de to aviser.

Terrorangrebet lørdag aften fandt sted uden for fodboldklubben Besiktas' stadion nær den centrale Taksim-plads i storbyen Istanbul.

Angiveligt var angrebet rettet mod urobetjente, som havde stået for sikkerheden under topkampen i den tyrkiske liga mellem Besiktas og Bursaspor.

PKK-udbrydere har taget ansvaret

Cirka halvanden time efter kampen lød der to eksplosioner. Den ene var udløst af en selvmordsbomber, mens den anden var forårsaget af en bilbombe.

I går tog den militante kurdiske gruppe TAK ansvaret for angrebet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Længe leve kurderne og Kurdistan, stod der blandt andet i udtalelsen fra terrorgruppen, hvor de også skrev, at angrebet var en hævn for fængslingen af den kurdiske leder Abdullah Öcalan.

TAK er en udbrydergruppe af det kurdiske arbejderparti, PKK, og står bag flere angreb i Tyrkiet de seneste år. De er dog langt mere militante end PKK, som de ikke mener kæmper aggressivt nok imod undertrykkelsen af det kurdiske mindretal i Tyrkiet.

OVERBLIK: STØRRE ANGREB I TYRKIET I ÅR

  • 10. december: Mindst 44 dræbt, da to bomber eksploderede ved et fodboldstadion i Istanbul.

  • 20. august: 57 dræbt, 34 af dem børn, i et bombeangreb mod en kurdisk bryllupsfest i byen Gaziantep tæt på grænsen til Syrien. IS mistænkes for at stå bag.

  • 28. juni: 47 dræbt - heriblandt udlændinge - og 200 såret i et tredobbelt selvmordsbombeangreb på lufthavnen Atatürk i Istanbul. IS menes at stå bag.

  • 7. juni: Mindst syv politifolk og fire civile dræbt af bombe i Istanbul. TAK tog skylden for angrebet og advarede turister om at holde sig væk fra Tyrkiet.

  • 19. marts: Tre israelere og en iraner dræbt og dusinvis såret af bombe i et forretningscenter i Istanbul. Flere tyrkiske medier giver IS skylden.

  • 13. marts: Mindst 34 mennesker dræbt og snesevis såret ved et bilbombeangreb i Ankara. TAK tog skylden for angrebet.

  • 17. februar: Mindst 29 dræbt ved et selvmordsangreb mod det tyrkiske militær i Ankara. TAK tog skylden.

  • 12. januar: 12 tyske turister dræbt og over et dusin såret af en syrisk bombemand i Istanbuls turistkvarter. Regeringen siger, at IS står bag.

  • Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter