Tyrkiet anholder 311 kritikere af landets offensiv i Syrien

Tyrkiet anholder journalister, politikere og aktivister for kritik af 'Operation Olivengren'.

En tyrkisk-støttet milits brænder flaget for den kurdiske YPG-milits af under Operation Olivengren. (Foto: SALEH ABO GHALOUN © Scanpix)

311 personer er blevet anholdt, efter at de på sociale medier har kritiseret Tyrkiets militæroffensiv 'Operation Olivengren' i Syrien.

Det oplyser det tyrkiske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De anholdte er både politikere, journalister og aktivister, der har kritiseret offensiven, som blev iværksat ved den nordvestlige syriske by Afrin for 10 dage siden.

Målet er ifølge tyrkiske myndigheder at drive kurdiske styrker ud af grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet for at oprette en 30 kilometers bufferzone, der skal strække sig helt fra det nordvestlige Syrien til grænsen til Irak.

Myndighederne i landet har ifølge Reuters advaret om, at de vil retsforfølge personer, der modsætter sig eller kritiserer offensiven, der særligt er rettet mod den syrisk-kurdiske milits YPG, som Tyrkiet betragter som en terrororganisation.

De anholdte er blevet anklaget for at have spredt terrorpropaganda på sociale medier.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, langede i går hårdt ud efter Tyrkiets Lægeforening, som han kalder forrædere, efter at foreningen har fordømt offensiven med ordene "nej til krig, øjeblikkelig fred".

- Det 'nej til krig'-flæberi fra den her gruppe er ikke andet end et udbrud af forræderi i deres sjæle. Det er den æreløse holdning, der burde blive sagt nej til, lød det ifølge Reuters fra Erdogan i går.

Rykker østpå mod amerikanske styrker

I fredags meddelte den tyrkiske præsident, at byen Afrin bare er første skridt på vejen for Operation Olivengren, der kommer til at strække sig langt østpå. Byen Manbij er næste mål.

- Vi vil rydde Manbij for terrorister efter Afrin. Det burde ikke genere nogen, lød det fra præsidenten.

Men mens Tyrkiet betragter kurdiske YPG som en terrororganisation, er den en nær allieret til USA, der de seneste år har støttet den militante gruppe i forbindelse med krigen mod Islamisk Stat.

Samtidig har USA for nylig annonceret, at de vil støtte og træne en grænsehær, der skal bestå af op mod 30.000 soldater fra syriske og kurdiske militser som YPG og Syriens Demokratiske Styrker.

Det fik i sidste uge Tyrkiet til at true USA med at angribe amerikanske styrker i Syrien, hvis støtten til blandt andet YPG ikke bliver trukket. Og netop i Manbij, som tyrkisk militær er på vej mod, har USA soldater udstationeret.

Men den trussel får ikke USA til at trække sine styrker ud af Manbij, oplyser general Joseph Votel, der er øverstbefalende for den amerikanske centralkommando, til CNN.

Stopper først, når Tyrkiet er fri for flygtninge

Mindst 597 medlemmer af enten YPG, PKK eller terrorbevægelsen er ifølge Tyrkiets militær blevet "neutraliseret", siden militæroperationen gik i gang, skriver det statsejede tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.

Ifølge nyhedsbureauet bruger militæret udtrykket "neutraliseret", hvis et medlem af en terrorbevægelse enten har overgivet sig, er blevet dræbt eller taget til fange.

Når Tyrkiet har oprettet den 30 kilometer brede bufferzone i grænseområdet, skal den være en sikker zone for de millioner af syriske flygtninge, der i øjeblikket bor i Tyrkiet.

I sidste uge udtalte præsident Erdogan ifølge Reuters, at Operation Olivengren ikke vil stoppe, før den sikre zone er oprettet, og alle 3,5 millioner syriske flygtninge er vendt tilbage til Syrien.

Facebook
Twitter