Tyrkiet har en anden corona-strategi end Danmark: Alle over 65 år er spærret inde

Ældre tyrkere og kronisk syge må ikke engang købe ind eller gå en tur.

78-årige Ümit Ün er spærret inde i sin lejlighed. (Foto: Michael S. Lund © dr)

Fra sit vindue på første sal kigger 78-årige Ümit Ün ned på gaden i Istanbul. Biler kører forbi, grønthandlere er åbne, og enkelte mennesker spadserer.

Men pensionisten må ikke bevæge sig ud ad hoveddøren.

I kampen mod coronavirusset har Tyrkiets regering nemlig besluttet, at alle over 65 år samt kronisk syge skal holde sig inden døre. Går Ümit Ün ud, kan hun få en bøde på 400 kroner, som er mange penge for en tyrkisk folkepensionist.

- Det er som at være i fængsel. Jeg savner allermest bare at gå en tur, siger hun, mens hun understreger, at hun støtter reglen, som hun håber, kan forhindre epidemien i at koste for mange liv.

Antal smittede stiger voldsomt

I Tyrkiet er alt fra caféer og storcentre til skoler og universiteter lukket, men der er intet udgangsforbud. Mange går stadig på arbejde, og en del butikker har åbent i millionbyen.

Antallet af smittede og døde stiger voldsomt i Tyrkiet, og 22. marts bestemte præsident Recep Tayyip Erdogans regering, at ældre ikke længere må bevæge sig uden for deres hjem, med mindre de skal have lægehjælp.

Ümit Ün bor alene, og da hendes søn arbejder, har han ikke altid mulighed for at handle for hende. I stedet hjælper en gruppe af frivillige fra nabolaget.

Unge køber ind for pensionisterne

En af hjælperne er den 33-årige psykolog Melis Akyurek. Sammen med en gruppe venner handler hun ind for kvarterets ældre, hjælper med at lufte husdyr og henter medicin til dem.

- Mange af dem kan ikke finde ud af at handle over internettet, og det kan være svært at komme igennem på telefonen til supermarkeder og apoteker, fordi der er så mange, der vil bestille i øjeblikket. Så vi besluttede os for at hjælpe, siger Melis Akyurek, der sammen med gruppen af frivillige har hjulpet omkring 20 husstande indtil videre.

Denne dag tager hun til grønthandleren for at købe frisk frugt og grøntsager til 78-årige Ümit Ün. Hun bærer maske og handsker, som hun spritter af, hver gang hun har rørt ved noget.

Den frivillige Melis Akyurek på indkøb for de ældre i kvarteret. (Foto: Michael S. Lund © dr)

Frivillig: De ældre er ikke alene

Selvom indkøb af mad og medicin er hovedformålet, får hun ofte også en kortere snak med de ældre, når hun afleverer tingene. På behørig afstand.

- Det handler også om at vise de ældre, at de ikke er alene. Vi er her for dem. Det kan være meget hårdt at være isoleret i sit hjem, siger den unge psykolog og pakker varerne i bilen.

Mens Ümit Ün følger reglerne, har andre tyrkiske pensionister haft sværere ved at acceptere udgangsforbuddet.

Offentlige bænke er her blevet afspærret i Ankara. (Foto: ADEM ALTAN © Scanpix)

I et par områder måtte de lokale myndigheder fjerne parkbænke, fordi ældre tyrkere flokkedes mod parkerne, når solen skinnede. Andre steder er bænke afspærret med polititape og beskeder om at gå hjem.

I en talebesked sendt til først og fremmest ældres mobiltelefoner har præsident Erdogan formanet tyrkerne om at holde sig indenfor.

- Vi kæmper en utrættelig kamp mod virusset. Den rammer de ældre og de kronisk syge hårdest, lyder det i præsidentens lydoptagelse.

78-årig: Meget stor hjælp

I Istanbul bærer Melis Akyurek to poser med varer op til 78-årige Ümit Üns lejlighed.

- Tusind, tusind tak, siger hun med et stort smil, mens Melis Akyurek spritter hænderne af endnu engang og stiller varerne på trappen.

- Det er en meget stor hjælp for mig, og jeg håber, at alle de unge vil hjælpe os ældre i den her svære situation, siger pensionisten, mens hun ifører sig handsker og bærer peberfrugter, appelsiner og et kæmpe glas syltede agurker ind i køkkenet.

Gruppen af frivillige er også begyndt at lave hjemmelavede engangsvisirer til byens sundhedspersonale, så de ikke løber tør. (Foto: Michael S. Lund © dr)

For tidligt at vide, om det virker

Udgangsforbuddet for Tyrkiets over seks millioner ældre og et ukendt antal kronisk syge trådte først i kraft for halvanden uge siden. Med inkubationstid og sygdommens forløb er det derfor for tidligt at se på tallene, om Tyrkiets taktik med at holde de ældre hjemme virker.

Men Ümit Ün håber.

- Jeg er meget bekymret for corona. Og selvom det er kedeligt at læse bøger og strikke hele dagen, så håber jeg, det holder os sikre.