Tyrkiet kalder Sverige 'provokerende' efter Nato-møde, men Sveriges udenrigsminister kalder det en misforståelse

Sveriges udenrigsminister siger, at hun er blevet fejloversat, og at det er grunden til Tyrkiets harme.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, holder fast i den tyrkiske skepsis overfor især Sverige. (Foto: LEONARDO FERNANDEZ VILORIA © Ritzau Scanpix)

Både Sverige og Finland har gjort det klart, at man agter at søge om medlemskab i forsvarsalliancen Nato.

En succesfuld ansøgning om medlemskab kræver, blandt andet, at der er enstemmighed hos alliancens lande om at udvide Nato.

Og mens der spiller sød musik fra 29 af de 30 Nato-lande, så er der mere støj på linjen, når det kommer til Tyrkiet.

Tyrkiet mener, at Finland og i særdeleshed Sverige har lagt en for slap linje mod den militante og politiske organisation PKK, Kurdistans Arbejderparti, som er klassificeret som en terrorgruppe af Tyrkiet, EU og USA.

Recep Tayyip Erdogan, præsident i Tyrkiet, fastslog fredag, at det var umuligt for Tyrkiet at se positivt på et potentielt svensk og finsk Nato-medlemskab.

Gennem weekenden, hvor udenrigsministrene i Nato har været samlet, har Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, holdt fast i sin præsidents linje.

- Vi holdt et trilateralt møde med Sverige og Finlands udenrigsministre.

- Her fastslog vi, igen, hvilke problemer det er, vi er utilpasse med, deres støtte til terrorisme og de møder, de har holdt med medlemmer af terrorgrupper. Vi formidlede vores forventninger til dem, siger Cavusoglu.

Mevlüt Cavusoglu fastslår, at Tyrkiet ikke opponerer mod en udvidelse af Nato, men samtidig mener, at et land "der støtter terrorisme" ikke kan være Nato-medlem.

Særligt udtalelser fra den svenske udenrigsminister, Ann Linde, var genstand for kritik fra Mevlüt Cavusoglu. Han kalder på et pressemøde efter Nato-mødet Ann Lindes udtalelser ”provokerende” og ”ikke produktive”, ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu Agency.

Men der er tale om en fejloversættelse, fastslår udenrigsminister Ann Linde ifølge det svenske medie Expressen.

- Jeg tror, at der er store chancer for, at det, vi taler om i dag (søndag, red.), bygger på en fejloversættelse af det, jeg sagde til svenske journalister i går.

- Men det blev i tyrkiske medier oversat til, at jeg tror, at alle tyrkere synes, at kurdere er terrorister.

- Vi kommer til at prøve at løse det, og diplomater skal forsøge at glatte misforståelsen ud. Jeg tror, at vi kan løse dette bilaterale spørgsmål, og det skal ikke have indflydelse på ansøgningsprocessen, siger Linde.

Ann Linde (th) forklarede søndag, at hun var blevet fejloversat i tyrkiske medier. (Foto: TT News Agency © Ritzau Scanpix)

USA og Nato forudser gnidningsfri optagelse

Der er dog, tilsyneladende, ikke nok knas på linjen til, at uenigheden mellem Sverige og Tyrkiet bør give problemer. Det er i hvert fald ikke forventningen hos Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

- Tyrkiet har fastslået, at det ikke er deres intention at blokere for medlemskab. Derfor er jeg overbevist om, at vi er i stand til at adressere Tyrkiets bekymringer på en måde, så det ikke forsinker medlemskabet.

- Når en allieret udtrykker bekymringer, har vi bevist gennem årtier, at vi i Nato er i stand til at finde konsensus og bevæge os fremad. Det er min intention og plan, og jeg er overbevist om, at vi også kan det i denne sag, for alle allierede forstår det historiske omfang af dette øjeblik, siger Stoltenberg.

Heller ikke USA's udenrigsminister, Antony Blinken, forudser de store problemer.

- Der er bred enighed om at bringe Finland og Sverige ind i alliancen, hvis de ansøger. Uenighederne mellem Tyrkiet, Finland og Sverige er blevet diskuteret, og der er en igangværende samtale.

- Bundlinjen er, at når det kommer til processen med medlemskab, er jeg overbevist om, at vi vil blive enige, siger Blinken.