Tema Krigen i Syrien

Tyrkiet: Kurdere bør ikke deltage i kamp mod Islamisk Stat i Raqqa

Kurdisk leder frygter at blive stukket ned bagfra af tyrkerne

Det ventede angreb på Islamisk Stats hovedstad i Syrien kan komme inden længe, antyder USA's forsvarsminister. (Foto: AHMAD AL-RUBAYE © Scanpix)

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, siger, at den kurdiske YPG-milits ikke bør deltage i kampe mod Islamisk Stats hovedkvarter i Syrien.

- Det bør være lokale styrker, som befrier byen, siger han.

En offensiv mod Islamisk Stats hovedbastion i Raqqa vil blive indledt i løbet af få uger, siger USA's forsvarsminister, Ash Carter, til tv-stationen NBC.

- Det har længe været del af vores plan, at operationen i Mosul skulle påbegyndes på dette tidspunkt. Den plan blev lagt for mange måneder siden. Raqqa står for tur kort efter, siger Carter.

Raqqa er den ekstremistiske bevægelses erklærede hovedstad i deres såkaldte kalifat, som de har udråbt i dele af Syrien og Irak.

Kurdere frygter tyrkisk reaktion

Salih Muslim, som er formand for det syrisk-kurdiske parti PYD siger, at spændingerne i forhold til Tyrkiet er ved at undergrave kampen mod en fælles fjende, som er IS.

- Det er vigtigt, at Raqqa bliver befriet. Men hvis vi går ind i en offensiv, så frygter vi, at vi vil blive stukket ned bagfra, siger han.

USA betragter YPG-militsen som en allieret i Syrien, mens den tyrkiske hær opfatter militsen som en forlænget arm for det kurdiske arbejderparti, PKK.

/ritzau/