Tyrkiet: Overraskende valg giver Erdogan hele magten

Et nyvalg mindre end fem måneder efter sidste valg giver bonus for præsident Erdogans folk.

Premierminister Ahmet Davutoglu kan nu danne en et-parti-regering. (Foto: OZAN KOSE © Scanpix)

Det tyrkiske valg endte med en rungende valgsejr til præsident Erdogans parti AKP. Da stemmeoptællingen var slut, kunne partiet fejre et komfortabelt flertal på 316 af de 550 pladser.

Premierminister Amet Davutoglu kaldte resultatet for ”en sejr for vores demokrati og vort folk.” Oppositionen er ikke enig i den udlægning.

De mener, at AKP i stedet for at gå ind i seriøse oppositionsforhandlinger valgte at holde valg i utide i håb om at få et bedre resultat i andet forsøg.

Og valgsejren er tegn på, at strategien er lykkedes. Valgkampen har været meget konfrontatorisk. Den har både været præget af hård retorik, af angreb på oppositionsmedier og en skærpet kurs over for den kurdiske oprørsbevægelse PKK.

Sammenstød

I løbet af aftenen udbrød der ballade i Diyarbakir, der er den største by i de kurdisk-dominerede områder i Sydøsttyrkiet. Journalister i byen fortæller, at politiet har brugt tåregas og vandkanoner mod stenkastende unge.

De unge kurdere reagerede på rygter om valgsvindel og manipulation, som de mener er årsagen til at det pro-kurdiske HDP, der fik en historisk sejr ved sommerens valg og kom ind i parlamentet med 13 procent af stemmerne bag sig, denne gang gik tilbage ved valget.

Valget var flere steder præget af uregelmæssigheder, især i de kurdiske områder og der herskede dagen igennem en anspændt stemning ved flere valgsteder, hvor sværtbevæbnede medlemmer af specialstyrkerne havde taget opstilling lige uden for stemmestederne.

Internationale observatører fortæller, at HDP’s valgtilforordnede på i hvert fald syv skoler i Erzurumprovinsen var blevet truet til at holde sig borte fra stemmesteder, og efter at valgstederne lukkede, cirkulerede rygter om at to landsbyer, som sidste gang stemte hundrede procent HDP, denne gang havde givet deres stemmer til AKP.

Reddet på stregen

På et tidspunkt i løbet af optællingen, så det ud som om, partiet slet ikke ville komme over spærregrænsen, der er på ti procent.

Men efter nogle nervepirrende øjeblikke kunne både partiets kandidater og vælgere og hele den tyrkiske opposition ånde lettet op.

HDP sikrede sig 10,4 procent af stemmerne og kom dermed ind i parlamentet med 59 mandater. Og ved at kravle over spærregrænsen sikrede de samtidig, at AKP ikke fik så stort et flertal, at de egenhændigt kan ændre forfatningen og øge Erdogans beføjelser.

Resultatat kan uddybe den dybe splittelse, der hersker mellem Erdogans religiøst-konservative tilhængere, der forguder ham, og ser ham som en helt for den jævne mand og den sekulære og kurdiske oppostion, der er bekymret over hans stadigt mere autoritære ledelsesstil og den polarisering, han har skabt i Tyrkiet.

FacebookTwitter