Tyrkiet slår hårdt ned på flygtninge på vej mod EU

Efter aftale med EU slår tyrkiske myndigheder nu hårdt ned på flygtninge og migranter, som forsøger at nå Europa.

En bunke af redningsveste efterladt af flygtninge og migranter, der er kommet til Lesbos i Grækenland fra Tyrkiet. (Foto: Aris Messinis © Scanpix)

Tyrkiske sikkerhedsstyrker har tilbageholdt knap 3.000 mennesker i de seneste dage i et forsøg på at slå hårdt ned på flygtninge og migranter, som forsøger at nå Grækenland, skriver det tyrkiske nyhedsbureau Dogan.

Desuden har tyrkerne tilbageholdt 35 menneskehandlere, som tager betaling fra flygtninge og migranter, der ønsker at nå til Europa.

I sidste måned indgik Tyrkiet en aftale med EU om at bremse ulovlig migration mod tre milliarder kroner i støtte til gengæld.

De tyrkiske operationer blev indledt mandag, hvor politi tilbageholdt 1.300 på én enkelt dag, herunder en håndfuld menneskehandlere.

De blev tilbageholdt i regionen omkring Ayvacik, som er blevet centrum for flygtninge, der forsøger at nå Grækenland, der er medlem af EU.

Den græske ø Lesbos ligger blot få kilometer mod syd, men overfarten er risikabel, da den ofte sker i overfyldte og åbne både.

Aftalen med EU betyder, at Tyrkiet skal bremse strømmen af flygtninge og migranter og landet skal tage sig godt af de 2,2 millioner syriske flygtninge, som befinder sig i landet.

Det får Tyrkiet 22,4 milliarder kroner for, men kravet er at få beløbet hvert år.

/ritzau/dpa