Tyrkiet vil tilføje dødsstraf i udkast til ny forfatning

Drøftelser om en ny forfatning i Tyrkiet kommer blandt andet til at handle om dødsstraf, siger regeringsleder.

En forfatningsændring skal give præsident Erdogan mere magt, og der er også planer om at genindføre dødsstraf. (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

Trods massiv kritik fra især Europa har Tyrkiets regering igen planer om at genindføre dødsstraf, som blev ophævet for 12 år siden.

På et møde i regeringspartiet AKP siger den tyrkiske premierminister, at dødsstraf i en kommende forfatning vil kræve et kompromis i parlamentet.

Premierminister Binali Yildirim uddyber ikke, hvad dette kompromis går ud på. Men han understreger, at der ikke kan blive tale om dødsstraf med tilbagevirkende kraft.

Yildirim fortæller til partifællerne i Ankara, at et udkast til en ny forfatning er færdigt. Målet med forfatningen er at give præsident Recep Tayyip Erdogan større magt.

Efter et kupforsøg i sommer har præsidenten talt åbent om, at der måske skal indføres dødsstraf. Det er et krav fra folket, lyder hans begrundelse.

Tyrkiet havde dødsstraf frem til 2004. Men den blev afskaffet for at gøre Tyrkiet klar til at blive et EU-land.

Genindføres dødsstraffen, er det en hindring i Tyrkiets proces mod at blive medlem af EU. Det vil betyde, at processen indstilles helt, har EU-politikere sagt.

/ritzau/

Facebook
Twitter