Tyrkiets militær dræber mindst 10 PKK-militante - kampe eskalerer

Kampene mellem militæret og Kurdistans Arbejderparti eskalerer, og der kommer dagligt rapporter om dræbte.

Tyrkiske krigsfly har bombarderet PPK's stillinger i det sydøstlige Tyrkiet og i det nordlige Irak, hvor mindst 10 militante blev dræbt, siger sikkerhedskilder i Ankara ifølge Reuters.

Militæret har foretaget regelmæssige luftangreb mod den forbudte bevægelse i det bjergrige nordlige Irak, hvor PKK har baser nær den tyrkiske grænse.

Kampene mellem militæret og PKK (Kurdistans Arbejderparti) er eskaleret gennem længere tid, og der kommer dagligt rapporter om dræbte og sårede.

PKK har taget skylden for et bombeangreb i en forstad til den tyrkiske millionby Istanbul i sidste uge. Syv personer blev såret ved angrebet 12. maj.

Både Istanbul og særligt Ankara har de seneste måneder været ramt af flere bomber.

Otte tyrkiske soldater og seks medlemmer af PKK blev fredag dræbt under kampe i den sydøstlige Hakkarai provins. Siden januar er omkring 80 mennesker dræbt, og Tyrkiet er i forhøjet beredskab.

/ritzau/Reuters