Tyrkiets præsident erklærer tre måneders undtagelsestilstand

Det sker, så præsidenten kan håndtere Gülen-bevægelsen, som han beskylder for at stå bag kupforsøget i weekenden.

Meldingen kommer efter flere dages udrensning af statens ansatte efter kupforsøget. (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

Efter det mislykkede kupforsøg natten til lørdag erklærer præsident Recep Tayyip Erdogan undtagelsestilstand i Tyrkiet de næste tre måneder.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, fordi den tyrkiske præsident for alvor ønsker at få ryddet ud i Gülen-bevægelsen, som ledes af Erdogans ærkerival, Fethullah Gülen.

De tyrkiske myndigheder beskylder Gülen for at stå bag weekendens mislykkede militærkup og ønsker at få udleveret ham fra USA, hvor han har levet i selvvalgt eksil siden 1999.

Meldingen kommer efter flere dages udrensning af statens ansatte ovenpå kupforsøget.

Senest har udrensningen i blandt andet Tyrkiets uddannelsessektor været massiv.

Landet har suspenderet 15.200 ansatte i uddannelsesministeriet og frataget 21.000 læreres licenser.

Derudover har uddannelsesministeriet i hovedstaden Ankara meddelt, at 6.500 ansatte suspenderes, og der skal ligeledes lukkes 626 uddannelsesinstitutioner.

Tager man andre sektorer med, har præsident Recep Tayyip Erdogans regering fjernet 60.000 ansatte i militæret, politiet, retsvæsenet og skolevæsenet.